Har du nogen sinde oplevet, at du i sjælesorgen på tomandshånd er blevet mødt med mildhed og medfølelse? Og i kirkens offentlige rum er du muligvis stødt på strenghed og hårdhed, endda fordømmelse?
Ofte oplever mennesker, der er kommet på afveje, at kirken reagerer fordømmende i stedet for forstående. Ligesom en stærk vind bliver den drevet i den retning.
Men dette gælder ikke kun for kirken. Det forekommer i alle organisationer. Tænk bare på Danmarks immigrationslove. I hvilken retning er de drevet? Væk fra blødhed hen mod hårdhed? Fremmer de ikke en tænkning af ”vi og dem”, så man opbygger mure mellem mennesker?
Prøv også at se på din dagligdag. Organisationer eller klubber i nabolaget har til at begynde med det formål at forene folk i et fælles forsøg på at opbygge et godt nabosamfund. Men med tiden bliver de ofte ekskluderende.
Johannes XXIII bragte en frisk vind ind i kirken, som blæste os i modsat retning. Bare spørg alle, hvad de synes om ”den gode pave Johannes”. Så får du hurtigt et billede. Der blev lagt fornyet vægt på barmhjertighed og kærlighed.
Men af og til ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere sådan en frisk brise, og så har vi det med at kvæle den.
I slutscenen i dagens evangelium er alle gået, og Jesus står alene tilbage med ægteskabsbrydersken. Det er en storslået scene, som skt. Augustin smukt har beskrevet med disse ord: ”Og to var ladt tilbage … én fuld af elendighed og én fuld af barmhjertighed.”
Der er meget elendighed derude og verden har desperat brug for en barmhjertig kirke.
Bibelnyt's Blog 