Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse

”’Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.’ Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med” (Joh 21,18-19).

Jeg står stadig et lille stykke fra Jesus og Peter, som sammen er gået lidt væk fra de andre. Jeg kan godt lide at høre på Jesus, når han taler i billeder, sådan som han gør, når han her taler om bæltet, der bruges til at stramme de løse klæder, så det bliver muligt at bevæge sig frit. Jesus minder Peter om, at unge mænd kan klæde sig selv på og gå hen, hvor de vil. Men når mennesker bliver gamle og svagelige, er det andre, som må klæde dem på og lede dem fra sted til sted.

Jesus taler tydeligvis om Peters død og peger på, at den vil ske ved en korsfæstelse, ved hvilken offeret undertiden bliver bundet eller naglet til korset.

Det Jesus synes at forvente dette, idet han siger: ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Ved at betragte Peters ansigt ser jeg, at det ikke er helt ligetil for ham at høre dette. Jesus synes at være forberedt på at det ville være sådan, når han sagde; ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Det overrasker mig, hvor roligt Jesus er i stand til at tale om korsfæstelse. Forfærdende som det er, ser det ikke ud til, at det vækker grumme minder for ham. – Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse. Gud kan gøre alt.

Jeg afbryder dem et øjeblik for at spørge Jesus, hvordan man klarer at beskæftige sig med en grufuld oplevelse, man har haft, og om hvordan Peter skal kunne klare at tænke på, at der i hans fremtid venter ham en grufuld oplevelse. Også Peter tager del i samtalen.

Tænk et øjeblik over denne scene.

Advertisement

Peter er såret af smerte

”Jesus sagde til ham for tredje gang: ’Simon, Johannes´ søn, har du mig kær?’ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ’Har du mig kær?’ og han svarede ham: ’Herre, du véd alt; du véd, at jeg har dig kær’. Jesus sagde til ham: ’Vogt mine får!’” (Joh 21,17).

Jeg ser, at nogle af disciplene kigger og undrer sig over, hvad det er, der foregår mellem Jesus og Peter. Sindsbevægelsen er til at få øje på i Peters ansigt.

Men Jesus vil ikke forlade Peter kun halvt helet. Selv om det er smertefuldt for dem begge, så spørger Jesus en tredje gang: ”Elsker du mig?”

Peter er såret. Ikke af Jesus, men af smerten, der er forbundet med dét, han ikke kan glemme.

”Herre, du véd alt; du véd, at jeg elsker dig.”

Man kan forestille sig Peter sige disse ord på mange forskellige måder. Er det i et blidt, eller er det i et lettere ironisk tonefald, han udtaler dem? Tøver han mellem nogle af ordene? Holder han for eksempel en lang pause og tager en dyb indånding efter ”Herre”? Hvilke af ordene siger han med eftertryk?

Da det er forbi, taler jeg med Peter om det hele.

Bliv stående en tid ved denne scene.

Hvordan i alverden kunne han gøre det?

”Igen, for anden gang, sagde han til ham: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig?’. Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær. ’Jesus sagde til ham: ’Vær hyrde for mine får!’” (Joh 21,16).

Jeg står og ser på, at Jesus gør noget, som rigtigt varmer mit hjerte. Blot ved at se på de to, går det op for mig, at Jesus virkelig ikke er særlig oprørt over, at Peter fornægtede ham tre gange. For Jesus var dét på en måde ikke så vigtigt. Den slags sker, når man er trængt op i en krog.

Jesus har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om Peters kærlighed. Man kan se, at Jesus har ondt af ham, fordi han er klar over, hvor dårligt Peter har haft det, siden det skete.

Peter har det skidt. Han er skuffet. Ja, ikke kun skuffet, han føler sig også ydmyget, skamfuld. Hvordan i alverden kunne han gøre det?

Jesus vil nu give ham en mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet ham, og nu får han så tre gange muligheden for at sige, hvor meget han elsker ham.,

Dét, Jesus her gør, er rigtig kærligt gjort.

Jeg ville gøre alt, for at være i Peters sko lige nu. For der har også været tider, hvor jeg har svigtet Herren, og skuffet mig selv. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at gøre noget af dét godt igen, som jeg har gjort. Jeg ville gerne fortælle Vor Herre, at jeg er ked af det, og at jeg virkelig elsker ham – og bagefter kunne høre ham tilgive mig.

På samme måde som Peter lige nu.

Overvej denne scene en stund

Elsker du ham?

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig mere end de andre?’ Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær.’ Jesus sagde til ham: ’Vogt mine lam!’”

(Joh 21,15).

Jesus og Peter var gået lidt væk fra de andre, og de to var nu alene. Bortset fra at jeg står ganske tæt ved og ser på og lytter. Ingen af dem synes at have noget imod det.  Det er endnu tidlig morgen og ganske koldt. Søen er rolig.

Det er Jesus, som har taget initiativet og har bedt Peter om at gå med lidt hen ad kysten, hvor de kan være alene. Peter har ventet på denne mulighed, men er alligevel lidt nervøs ved det.

”Elsker du mig mere end de andre?” Jesus spørger ikke nødvendigvis, om Peter elsker ham mere, end de andre disciple gør. Måske er det dét, det drejer sig om; men han kan også have spurgt, om Peters kærlighed til ham er større end hans kærlighed til de andre, dvs. til hans venner.

Læs Evangeliets tekst endnu en gang og spørg for eksempel: Hvordan er udtrykket i Jesu ansigt, da han stiller spørgsmålet til Peter? Hvordan lyder hans stemme? Hvilke ord lægger han vægt på?

Hvad er udtrykket på Peters ansigt, i det øjeblik han hører spørgsmålet? Ser han ned i sandet, eller ser han Jesus i øjnene?

Og da Peter så svarer, hvordan er da hans stemme, hans øjne, hans håndbevægelser? Hvilke ord lægger hans vægt på, tøver han ved visse af ordene?

Det, at se på hvordan de taler sammen, hjælper mig meget, når jeg selv taler med Herren.

Bliv nogle øjeblikke stående ved denne scene

Nogle få minutter vil de to være alene

”De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring 200 alen, og de havde nettet med fiskene på slæb” (Joh 21,8).

Jeg befinder mig på strandbredden, godt 50 meter fra Jesus og lidt ude til siden. Ude i båden er der kaos; to af disciplene forsøger at holde fast i nettet, mens de fire andre forsøger at bringe båden ind til kysten. Peter er nu næsten inde på stranden, og det er tilstrækkeligt lavvandet til, at han kan vade det sidste stykke ind. Vandet plasker højt omkring ham det sidste stykke ind til bredden.

Dette skal virkelig blive spændende. Peter, som havde forladt Herren i Getsemane og som havde fornægtet ham tre gange, skal nu møde den opstandne Herre. Nogle få minutter vil de to være alene, mens de andre ror båden ind til kysten.

Jeg spekulerer på hvorledes udtrykket i Peters ansigt vil være, nu han tager de sidste skridt hen mod Jesus? Og udtrykket i Jesu ansigt?

Hvad vil Peter sige – hvad vil være hans første ord til den opstandne Herre? Og hvad vil Jesus sige? Evangeliet fortæller os intet om det. Men jeg er her, og jeg hører det hele.

Ophold dig en tid ved denne scene

Det er noget, dit hjerte siger dig

”Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: ’Det er Herren.’ Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet op om sig – han var ellers nøgen – og sprang ud i vandet” (Joh 21,7).

Jeg lægger mærke til, at den discipel, som Jesus elskede, kigger meget nøje på manden inde på kysten, allerede lige fra det øjeblik vi først fik øje på ham.

Nu ser jeg, at han hurtigt går hen til Peter, som har travlt med at uddele ordrer. Og mens han står helt stille, lægger han sin hånd på Peters skulder og siger: ”Det er Herren”.

Hvilket udtryk i Peters ansigt!

Glemt er båden, glemt er besætningen, nettet, fiskene. Peter binder sine klæder op om sig og begynder at smile, og med det samme er du klar over, hvad han vil gøre.

Og han gør det. Han hopper i vandet med et stort plask. Selv om vi er tæt på kysten, er der her stadig dybt. Peter begynder at svømme, og han svømmer godt til.

Jeg kigger længe på den mystiske skikkelse, der står inde på bredden.

Ved siden af mig står den elskede discipel; også hans øjne er fikserede på Jesus. Jeg spørger ham, hvordan han kunne vide, det var ham. ”Det er noget, dit hjerte siger dig”, siger han.

Overvej nu nogle minutter hele denne scene

Jesus taler om mig…

”Jesus sagde til ham: ’Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror’” (Joh 20,29).

Det er et stort drama, der har fundet sted her i rummet. Dramaet har udspillet sig alene mellem Jesus og Thomas. De andre disciple har bare set til.   Også jeg ser på, men fra sidelinjen.   Vi har netop været vidner til, at Thomas har åbnet og taget imod troens gave.  Jesus bekræfter at Thomas i sandhed er troende.     

Efter et stykke tid vender Jesus sig og ser ud til siden, hen imod mig; men hans blik synes også at række ud over tidens og rummets tærskel. Han synes at se fjerne ansigter i fjerne tider og på fjerne steder.   Jesus peger hen mod mig og længere ud, idet han siger: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.”  

Han taler om alle de mange mennesker fra tider, der har været, og i tider, der skal komme.   Han taler om mig.

Ophold dig et øjeblik ved denne scene.

Hvad skal jeg kalde ham?

”Jesus sagde til hende: ’Maria!’ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebræisk: ’Rabbuni!’ Det betyder Mester” (Joh 20,16).

Den opstandne Jesus, som var blevet overgivet til døden, kalder Maria ved navn.                                          

 Tidligere i Johannesevangeliet har Jesus omtalt sig selv som den gode hyrde, der ”kalder sine egne får ved navn … og de følger ham, fordi de kender hans røst”.                                                                             

Hører du dit navn udtalt af én, som elsker dig, så kan du umuligt tage fejl. Ingen anden vil kunne udtale dit navn helt på samme måde. Tænk om man havde kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik hun hører Jesus kalde hende ved navn. 

Hun har været helt ødelagt over hans død. De sidste to dage har hun været fuldstændig rundt på gulvet. Og så alt dét, der nu er sket indenfor blot de seneste to timer, hvor hun har fundet graven tom, har frygtet, at nogen har stjålet hans legeme, og har oplevet, at hverken Peter eller de andre disciple kan give hende svar på det alt sammen. Alt står endnu totalt uklart for hende. Og så hører hun nu Jesus sige sit navn; – tænk en gang: Jesus selv kalder hende ved navn.                                                                                                                                

Ja, havde man blot kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik. Hun svarer ham, som hun altid plejer: ”Rabbuni”, hvilket betyder Mester.                                      

Selv står jeg ikke langt borte. Også til mig siger Vor Herre noget. Hvilket navn bruger han? Hvordan lyder det, når han udtaler det? Og hvad skal jeg kalde ham, når jeg svarer ham?

Brug nogle minutter på at reflektere over hele denne scene.

Hvor er du?

”Da hun [Maria Magdalene] havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?’ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ’Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham’” (Joh 20,14-15).

Maria Magdalene står foran graven og bøjer sig ned for at kigge ind i graven, mens hun taler til de to engle derinde gennem den smalle åbning. 

Ud af den ene øjenkrog ser hun nu en mand, som hun antager, er gartneren. Denne mand spørger hende nu: ”Hvorfor græder du?” Maria har kun ét i tankerne, nemlig at finde Jesu legeme. Hun ignorerer derfor spørgsmålet, selv om det var nok så velment; i stedet går hun direkte til sagen og spørger, om det er ham, der har flyttet Jesu legeme, og om han i så fald i det mindste vil hjælpe hende med at få det tilbage. Hun er ikke klar over, at det i virkeligheden er den opstandne Jesus, hun står og taler med.                                               

Imens står jeg og ser på. Jeg ser et menneske, som tror på Jesus, som møder Jesus, og som ikke er klar over, at det virkelig er Jesus, hun står over for. I stedet for at tale til Maria Magdalene vender jeg mig nu direkte mod Jesus og siger: ”Herre, er der tider, hvor du er til stede på en særlig måde, som jeg ikke er opmærksom på?”

Overvej denne scene i nogle minutter.

Vil du være med?

”Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen” (Joh 20,8-10).

Peter kravler ud igen, hvorefter den discipel, Jesus elskede, kravler ind.   Ligesom Peter, bliver han bare stående et par minutter dér lige indenfor i graven. Uden at bevæge sig stirrer han blot på gravklæderne. Alt er stille.

Så begynder han at smile og at hviske: ”Han tog døden på sig … og han besejrede den”.

Stadig med smilet om munden kravler han ud igen.  Peter bemærker ikke smilet. Han ser, at jeg står dér et par meter borte og ser på.

”Hvem er du?” spørger Peter.

“jeg er bare en af Jesu disciple. Jeg har fulgt ham i lang tid, men mest på sidelinjen hvor jeg har lyttet til ham og set, hvad han har gjort. Jeg har også talt med ham et par gange.”

Den discipel, Jesus elskede, siger så: ”Lad os gå tilbage til de andre.”

Efter en kort pause tilføjer han: ”Har du tænkt dig at slutte dig til os?”

Overvej hele denne scene et kort øjeblik