Farvel for denne gang!


Kære læser,
http://www.bibelnyt.wordpress.com og diakonkaarenielsen.wordpress.com – som gerne blev kaldt for evangeliseringsbloggen – lukkes ned. Du kan stadig læse de gamle indlæg, men der vil næppe komme nogle nye til.
Fremover – for at samle personelle kræfter og gøre bloggen tilgængelig til et bredere publikum – vil du kunne læse her på http://www.katolikihverdagen.wordpress.com
Hvad kommer denne blog til at handle om? Alt mellem himmel og jord, hvor troen finder sit udtryk og leves.
Jeg håber, du også vil følge med og læse videre her. Selvfølgelig må du gerne diskutere med, for vi undervejs sammen.
Bloggen bliver skudt i vejret kommende søndag, hvor vi fejrer Den hellige Treenigheds Fest.

Eva Maria Nielsen

Vejen videre


Som kristen i dag er man ikke kun ude af trit med samfundet med hensyn til visse moralske problemstillinger. Man er ud af trit med hensyn til selve samfundets dagsorden.

I dagsorden for vort samfund er det indbygget visse såkaldt normale fikspunkter – såsom frokostpauser, tidspunkter hvor man ser venner og kolleger, tider afsat til at holde sig fysisk i form, rejsetid frem og tilbage til arbejde, sengetid og nogle få stykker mere. Men der er ikke afsat nogen tid til bøn.

Det vil sige, at hvis jeg vil praktisere den kristne tro og bede dagligt, må jeg et stykke af vejen isolere mig fra den gængse kultur.

Det vil igen sige, at det at bede ikke er noget, der sker helt af sig selv. Det kræver, at jeg tager en beslutning, foretager mig noget ikke-almindeligt, som så kan gøres til en vane. En god vane, er det ikke netop det, vi kalder en dyd.

Denne retræte i faste og påsketiden har været dig en påmindelse til at bede, og det har forsynet dig med baggrundsmateriale til hver eneste dag. Du har også fået erfaring med den form for bøn, vi kalder ”aktiv kontemplation”. Der findes også mange andre måder at bede på.

Fortsæt bare. Men find frem til den form for bøn, der passer dig bedst. Find den tid og det sted til at bede, som passer dig bedst. Brug din Bibel.

Bøn er en luksus, en gave til Guds døtre og sønner.

Gør det. Du har fortjent det.

Pinse


”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt’” (Joh20,19-22).

Det, som skete den første pinse, var på mange måder det modsatte af det, som indtraf ved bygningen af Babelstårnet.

I historien om Babelstårnet udgjorde de mange forskellige sprog en hindring for at folk kunne forstå hinanden. Pinsedag forhindrede de mange forskellige sprog ikke folk i at forstå hinanden. I Babel var forskelligheden en hindring for hjerternes og sjælenes enhed. Pinsedag kunne forskelligheden ikke hindre enheden mellem hjerter og sjæle.

Tænk på den oprindelige betydning af ordet katolsk. Dette ord stammer fra græsk og refererer til noget, som er af universel betydning. For eksempel kan tyngdeloven betragtes som et katolsk princip; den er universel, og den kan benyttes ved alle problemstillinger.

For de kristne betyder katolsk, at Evangeliets lære og betydning er universel. Den kan berige enhver facet af et menneskes liv, af både unges og gamles, i alle kulturer og i hvert eneste individs liv. Vi behøver ikke at gøre mennesker ens for at gøre dem kristne.

Guds ord skal være som surdejen, saltet, lyset, som bryder frem og beriger, og som påvirker hele menneskets liv. Enhed opnås ikke, ved at man stuver mennesker sammen. Enhed opnås, ved at man lader Guds Ånd blæse, hvorhen den vil, og lader den lyse op overalt på jorden, i alle de forskellige kulturer og aldersgrupper.

Pinsefesten er en katolicitetens fest. I den fejrer vi, at Ånden formår at nå ud overalt, og at den kan forene hjerter og sind, selv om de kommer mange steder fra.

Vis mig, hvem du er


”Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi véd, at hans vidnesbyrd er sandt. Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (Joh 21,24-25).

Jeg befinder mig igen på kysten ved Efesus; denne gang er jeg sammen med forfatteren til ”den anden afslutning” af Johannesevangeliet. Ligesom forfatteren til den første afslutning har også han været medlem af menigheden her i lang tid.

Jeg spørger ham, hvorfor han har tilføjet dette materiale til Evangeliet. Han siger, at materialet stammer fra et øjenvidne. Derfor mener han ikke, at det bør udelades, selv om det er vanskeligt at få det passet ind i den fortløbende beretning. Men, det, som er sandt, er og bliver sandt. Hvordan det så passer ind, er noget helt andet. Der er så meget mere, Jesus gjorde, end det der er skrevet om her og andre steder, og noget af det kan hjælpe os, med at forstå hvem Jesus er, og hvad han kom for at gøre.

Denne sidste bemærkning sætter mine tanker i sving. Jeg vil gerne vide, eller i de mindste kunne forestille mig hvad nogle af disse ting kan være. Så efter at jeg har afsluttet min samtale med denne forfatter, vandrer jeg alene langs stranden og taler med Jesus i bøn.

Jeg beder ham fortælle mig, hvad nogle af disse andre ting er. Jeg beder ikke om ”private åbenbaringer”, som jeg kan bekendtgøre, belære om eller forkynde. Jeg vil simpelthen gerne uddybe min forståelse af Jesus. Det er ikke science fiction. Det er bøn. Jeg beder Jesus om at belære mig, på samme måde som han underviste Nikodemus og den samaritanske kvinde ved brønden. Det er hans egen historie. Han kender den. Det drejer sig ikke om, at han skal finde på et eller andet.

Så jeg standser op og beder Jesus fortælle mig om sig selv og give mig en dybere indsigt i, hvem han er.

Overvej denne scene i nogle minutter.

Hvordan kan alt dette være sandt?


”Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” (Joh 21,23).

 Mange år efter begivenhederne, vi berettede om i går, befinder jeg mig i havnebyen Efesus. Der er sket rigtig meget. Det er 40 år siden at Peter blev henrettet i Rom. Den elskede discipel, som var midtpunktet i sin menighed, døde for kort tid siden i en meget høj alder. De troede her, at han ville have levet til tidernes ende. De påstod, at Jesus havde sagt, at den elskede discipel ville leve ”til jeg kommer”. Men, nu er den elskede discipel død, og endnu er Jesus ikke kommet!

Jeg er på besøg hos menigheden, og jeg hører al deres snakken. Jeg har den fordel, at jeg har levet 20 århundreder mere end dem, og jeg véd, at Jesu komme ikke vil ske lige med det samme. Men jeg lytter til de vanskeligheder, de slås med her på deres egen tid og på deres eget sted.

Jeg er klar over, at den usikkerhed og tvivl, der er forbundet med de store sandheder i vor tro, findes blandt mennesker i ethvert århundrede, såvel i de første århundreder som i det tredje årtusind. Nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, er forskellige, men grundlæggende er problemet det samme. Hvordan kan alt dette være sandt? Det går ud over vor forstand og tilhører troen. Ingen i et hvilket som helst århundrede er undtaget fra at skulle tro på noget, som ikke kan ses.

Jeg taler med dem om troen. Vi tror alle. Vi har bare svært ved at forstå, at det forholder sig sådan. Så vi taler om det.

Overvej denne scene i nogle minutter.

Gør det, du skal gøre


”Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig? Da nu Peter så ham, sagde han til Jesus: ’Herre, hvad så med ham?’ Jesus sagde til Peter: ’Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!’” (Joh 21, 20-22).

Nu ser jeg, at der sker noget mærkeligt. Mens Jesus og Peter vandrer af sted, har Jesus talt med Peter om fremtiden. Den elskede discipel kommer gående bag fra for at slutte sig til dem, og da Peter lægger mærke til dette, spørger han naturligt nok: ”Hvad så med ham?” Skal han også følge Jesus i martyrdøden?

Jesus affærdiger dette spørgsmål og siger simpelthen til Peter, at han blot skal koncentrere sig om selv at være tro i sin efterfølgelse.

Disse ord ramte mig. Undertiden forfalder jeg til at sammenligne min egen rolle med andre menneskers og med at fundere over, hvorfor de tilsyneladende slipper så let fra alt.

Ordene, som Jesus netop har sagt til Peter, giver genlyd i mine ører. ”Hvad angår det dig? Følg du mig.”

Det var måden, han sagde det på. Det lød ikke, som om han var vred eller utålmodig. Han sagde det bare klart og ligeud. ”Følg du mig” – med eftertryk ikke på ”du”, men på ”mig”.

Overvej denne scene i nogle minutter

Jeg vil sætte mit liv til for dig


”Og da han [Jesus] havde sagt det, sagde han til ham [Peter]: ’Følg mig!’” (Joh 21,19).

Mens jeg står der og hører, at Jesus til Peter siger: ”Følg mig”, så kommer jeg med det samme til at tænke på noget, som Jesus sagde til Peter for kun nogle få dage siden ved det sidste aftensmåltid.

”Simon Peter sagde til ham [Jesus]: ’Herre, hvor går du hen?’ Jesus svarede ham: ’Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.’ Peter sagde til ham: ’Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.’ Jesus svarede: ’Vil du sætte dit liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.’”  

Og her står så den opstandne Herre og beder Peter om at følge ham, hvilket han så sandelig kommer til at gøre. I sidste ende vil Peter komme til at efterleve de ord, han sagde til Jesus ved den sidste nadver: ”Jeg vil sætte mit liv til for dig.” Han vidste ikke den gang, at han først skulle falde dybt og fejle ganske forfærdeligt. Han vidste ikke, hvor meget han skulle komme til at have behov for Herres hjælp – og for Herrens tilgivelse.

Også jeg vil gerne tage del i denne samtale, for også jeg har fejlet i mit liv. Han vidste ikke engang, at han skulle falde, og heller ikke jeg har kunnet give andre skylden for det. Det véd Vor Herre. Jeg længes efter, at Herren skal se på mig og – med den samme tillid, som han har til Peter – sige: ”Følg mig!”

 Overvej denne scene i nogle minutter.