”Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi véd, at hans vidnesbyrd er sandt. Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (Joh 21,24-25).
Jeg befinder mig igen på kysten ved Efesus; denne gang er jeg sammen med forfatteren til ”den anden afslutning” af Johannesevangeliet. Ligesom forfatteren til den første afslutning har også han været medlem af menigheden her i lang tid.
Jeg spørger ham, hvorfor han har tilføjet dette materiale til Evangeliet. Han siger, at materialet stammer fra et øjenvidne. Derfor mener han ikke, at det bør udelades, selv om det er vanskeligt at få det passet ind i den fortløbende beretning. Men, det, som er sandt, er og bliver sandt. Hvordan det så passer ind, er noget helt andet. Der er så meget mere, Jesus gjorde, end det der er skrevet om her og andre steder, og noget af det kan hjælpe os, med at forstå hvem Jesus er, og hvad han kom for at gøre.
Denne sidste bemærkning sætter mine tanker i sving. Jeg vil gerne vide, eller i de mindste kunne forestille mig hvad nogle af disse ting kan være. Så efter at jeg har afsluttet min samtale med denne forfatter, vandrer jeg alene langs stranden og taler med Jesus i bøn.
Jeg beder ham fortælle mig, hvad nogle af disse andre ting er. Jeg beder ikke om ”private åbenbaringer”, som jeg kan bekendtgøre, belære om eller forkynde. Jeg vil simpelthen gerne uddybe min forståelse af Jesus. Det er ikke science fiction. Det er bøn. Jeg beder Jesus om at belære mig, på samme måde som han underviste Nikodemus og den samaritanske kvinde ved brønden. Det er hans egen historie. Han kender den. Det drejer sig ikke om, at han skal finde på et eller andet.
Så jeg standser op og beder Jesus fortælle mig om sig selv og give mig en dybere indsigt i, hvem han er.
Overvej denne scene i nogle minutter.
Bibelnyt's Blog 