Hvad skal jeg vælge?

Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet.

Da guvernøren gentog spørgsmålet: ”Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: ”Barabbas!”

”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?” ”Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

”Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” (Matt 27,20-23)

Her har vi endnu en genklang af fortællingen om Jesu fødsel, hvor englen fortalte Josef, at han skulle tage barnet og dets moder og flygte til Egypten, for ”Herodes vil lede efter barnet for at slå det ihjel.”

Nu overtaler de religiøse ledere folkemængden til at vælge Barabbas og ”slå Jesus ihjel”.

Matthæus dramatiserer valget. Jesus og Barabbas står begge foran folkemængden, og Pilatus stiller et direkte spørgsmål: ”Hvem af de to skal jeg løslade?”

Da det udvalgte folk skulle til at gå ind i Det forjættede Land, holdt Moses, som var ved at dø, en lang afskedstale. Han sluttede med at give folket et direkte valg: ”Jeg har vist jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Vælg livet … ved at elske Herren din Gud.”

Menneskerne i mængden i dagens læsning står over for det samme valg. Pilatus stiller Jesus og Barabbas foran dem og spørger ”Hvem vil I have?” De vælger Barabbas.

Hver dag står jeg i situationer, hvor det samme valg præsenteres for mig: Skal jeg gøre, hvad der er livgivende, eller det, som er dødbringende? Skal jeg opbygge eller nedbryde?

Advertisement

Det, der virkelig betyder noget

Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. ”Er du jødernes konge?” spurgte han. ”Det kan man godt sige,” svarede Jesus. Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han. ”Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.

(Matt 27,11-14)

Pilatus spørger ”Er du jødernes konge?” Sidste gang, vi hørte den sætning, var de Hellige tre Konger kommet til Jerusalem. De spurgte: ”Hvor er jødernes nyfødte konge?”

Derefter forsøgte Herodes forgæves at få ham dræbt. Nu forsøger Pilatus forgæves ikke at få ham dræbt. Jesus svarer: ”Du siger det selv.”

Hans svar er bekræftende; men han tager ikke ansvar for alt det, Pilatus har i tankerne. For Jesus har ordet ”konge” en religiøs betydning – ”Messias”. For Pilatus har ordet en politisk betydning. Ypperstepræsten kommer med anklager imod Jesus. Husk på, at i den forrige scene hørte de Judas bekende, at han havde forrådt uskyldigt blod, hvilket gør deres anklager endnu mere hykleriske. Så er Jesus stille. I Matthæusevangeliet er Jesu sidste ord, inden han dør, hvis vi ser bort fra hans råb til Gud på korset: ”Du siger det selv.”

Nogle gange kan vi måske tro, at vi får afklaret alle misforståelser, der har været om os, før vi dør. Som om det betød noget. Det, som virkelig har betydning, er sandheden om os, som vi alle får at se, efter vi dør. Alt vil blive klart. Og det er dét, som virkelig betyder noget.

Han døde for mig

Ypperstepræsterne samlede pengene op. ”Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. ”Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.”

Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem.

Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for ”Blodmarken”.

Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: ”De tog 30 sølvmønter – det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til – og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”

(Matt 27,6-10)

Alle forsøger at komme af med de blodige penge. Judas prøver at tvætte sin skyld ved at kaste blodpengene ind i Templet. Men blodet er stadig på hans hænder.

Ypperstepræsterne og de ældste forsøger at komme af med deres skyld ved at købe en gravplads til fattige for blodpengene. Men blodet er stadig på deres hænder.

Pilatus vil forsøge at komme af med sin skyld ved at vaske sine hænder i vand og sige ”Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.” Men blodet vil stadig være på hans hænder.

At forsøge at komme af med Jesu blod er til ingen nytte. Hans blod er på vores alles hænder, fordi vi alle er syndere. Vi er nødt til at anerkende vor syndighed og så lade dette blod gøre, hvad der er meningen: nemlig at vaske vore synder væk. Jesus døde for os alle sammen. Han døde for Judas, for ypperstepræsterne og de ældste, for Pilatus, og for de mennesker, som sagde ”Lad hans blod komme over os og vores børn.” Han døde for mig.

Synd kan tilgives

Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere.

”Jeg har begået en fejl,” sagde han. ”Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.” ”Hvad kommer det os ved?” svarede de. ”Det bliver din sag.”

Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.

(Matt 27,3-5).

Historien om Judas, der går tilbage til ypperstepræsten og kaster sølvpengene ind i templet, fylder så lidt, og det er kun Mattæus, der fortæller den. Alligevel er det en af de mest kendte historier i alle evangelierne.

Det er en sørgelig historie. Judas vil gerne gøre sin handling om; men hans medsammensvorne vil have fingre i Jesus. De er ikke interesseret i retfærdighed. Sandheden er, at ingen synd kan gøres om. Den kan kun tilgives. At få tilgivet sine synder er dog ikke svært, for Bibelen siger, at Herren er god og barmhjertig.

 Nogle gange går vi ud af vort gode skind i forsøget på at gøre vore synder om. Vi forsøger at benægte dem. Vi ønsker at slette dem fra hukommelsen. Vi ønsker at finde nogen, som vil fortælle os, at vi ikke gjorde noget galt, eller vi skyder skylden på andre for at retfærdiggøre det, vi har gjort. Vi løber væk fra det.

Men synd kan ikke gøres om, den kan kun tilgives. Vi er nødt til at se synden lige i øjnene. Vi skal bringe den frem for Jesus og bede om tilgivelse. Hvis vi har gjort noget galt over for andre, må vi forsøge at gøre det godt igen. Jesu nåde kan føre os igennem det hele.

Peter så sin synd i øjnene, græd, blev tilgivet og blev en af de største helgener. Judas forsøgte at gøre sin synd om. Det lykkedes ikke, og han begik selvmord.

Tag en kursændring

Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser.

Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede:

”Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”

(Matt 26,59-61)

Sanhedrin søgte et ”falsk vidnesudsagn”. Efter at flere forsøg var slået fejl, fandt de til sidst noget, de kunne bruge. De religiøse ledere havde formentlig hørt rygter om, hvad Jesus havde sagt om behovet for at reformere tilbedelsen i Templet. Fem kapitler tidligere i Mattæus’ evangelium væltede Jesus nogle af vekselerernes borde – og ”rensede” Templet. Alt dette gjorde dem nervøse. ”Kursændring” er som regel ikke populært hos lederne, hvis de er bange for at miste magt.

Et gammelt, latinsk ordsprog om Den katolske Kirke omtaler denne som ”semper reformanda”. Det betyder, at kirken har ”konstant behov for reform/omvendelse”. Den har aldrig været og vil aldrig blive perfekt før verdens ende. Men det er svært at give slip på ting, som har brug for at blive ændret. Sådan har det været lige fra begyndelsen. I Apostlenes Gerninger læser vi om, hvor svært det var for Peter at acceptere, at hedninge også blev disciple.

Ofte er det lettere at forestille sig en kursændring i kirken end i én selv. Men tilsammen er vi kirken. Den omvendelse, der er mest inden for rækkevidde, er ændringen af mig selv. Og det er dét Fasten handler om. Har du nogle ideer til, hvad du kunne gøre?