”Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” (Joh 21,23).
Mange år efter begivenhederne, vi berettede om i går, befinder jeg mig i havnebyen Efesus. Der er sket rigtig meget. Det er 40 år siden at Peter blev henrettet i Rom. Den elskede discipel, som var midtpunktet i sin menighed, døde for kort tid siden i en meget høj alder. De troede her, at han ville have levet til tidernes ende. De påstod, at Jesus havde sagt, at den elskede discipel ville leve ”til jeg kommer”. Men, nu er den elskede discipel død, og endnu er Jesus ikke kommet!
Jeg er på besøg hos menigheden, og jeg hører al deres snakken. Jeg har den fordel, at jeg har levet 20 århundreder mere end dem, og jeg véd, at Jesu komme ikke vil ske lige med det samme. Men jeg lytter til de vanskeligheder, de slås med her på deres egen tid og på deres eget sted.
Jeg er klar over, at den usikkerhed og tvivl, der er forbundet med de store sandheder i vor tro, findes blandt mennesker i ethvert århundrede, såvel i de første århundreder som i det tredje årtusind. Nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, er forskellige, men grundlæggende er problemet det samme. Hvordan kan alt dette være sandt? Det går ud over vor forstand og tilhører troen. Ingen i et hvilket som helst århundrede er undtaget fra at skulle tro på noget, som ikke kan ses.
Jeg taler med dem om troen. Vi tror alle. Vi har bare svært ved at forstå, at det forholder sig sådan. Så vi taler om det.
Overvej denne scene i nogle minutter.
Bibelnyt's Blog 