Pinse

”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt’” (Joh20,19-22).

Det, som skete den første pinse, var på mange måder det modsatte af det, som indtraf ved bygningen af Babelstårnet.

I historien om Babelstårnet udgjorde de mange forskellige sprog en hindring for at folk kunne forstå hinanden. Pinsedag forhindrede de mange forskellige sprog ikke folk i at forstå hinanden. I Babel var forskelligheden en hindring for hjerternes og sjælenes enhed. Pinsedag kunne forskelligheden ikke hindre enheden mellem hjerter og sjæle.

Tænk på den oprindelige betydning af ordet katolsk. Dette ord stammer fra græsk og refererer til noget, som er af universel betydning. For eksempel kan tyngdeloven betragtes som et katolsk princip; den er universel, og den kan benyttes ved alle problemstillinger.

For de kristne betyder katolsk, at Evangeliets lære og betydning er universel. Den kan berige enhver facet af et menneskes liv, af både unges og gamles, i alle kulturer og i hvert eneste individs liv. Vi behøver ikke at gøre mennesker ens for at gøre dem kristne.

Guds ord skal være som surdejen, saltet, lyset, som bryder frem og beriger, og som påvirker hele menneskets liv. Enhed opnås ikke, ved at man stuver mennesker sammen. Enhed opnås, ved at man lader Guds Ånd blæse, hvorhen den vil, og lader den lyse op overalt på jorden, i alle de forskellige kulturer og aldersgrupper.

Pinsefesten er en katolicitetens fest. I den fejrer vi, at Ånden formår at nå ud overalt, og at den kan forene hjerter og sind, selv om de kommer mange steder fra.

Advertisement

Den ubrudte cirkel

Undertiden opfatter vi Jesu død, opstandelse og himmelfart på samme måde som Voyager Is tur i rummet. Jesus dør, opstår og farer op til Faderens højre. Og han vender aldrig tilbage. På afstand sender han os af og til nogle signaler. Som den populære sang siger det: ”God is watching us, from a distance.”

Men i dagens Evangelium siger Jesus: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Jesus siger: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer.”

Jesu død, opstandelse og himmelfart er en ubrudt cirkel. Det hele sluttede ikke med den bue på himlen, hans himmelfart tog. Jesus har lovet at være hos os ved sin egen Ånd. ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”.

Cirklen fuldendes i os. Han kom tilbage for at blive. Han gjorde det for medlemmerne af den tidlige Kirke, da han pinsedag udgød sin Ånd over dem. For os gør han det ved dåben og ved trosbekræftelsen. Jesus er ved sin Ånd i os, omkring os. Vi kan ikke se hans Ånd; ligesom vi heller ikke kan se radiobølger, selv om vi véd, at de findes i luften omkring os.

Og mere endnu. Jesus indbyder os til at slutte sig til ham i den cirkel, i hvilken vi med ham går gennem døden til faderen og dog stadig lever her på jorden. Dette er netop, hvad vi gør ved Eukaristien.

Når brødets og vinens gaver bæres frem på alteret, repræsenterer de os. I den eukaristiske bøn gøres Jesu liv nærværende for os i hans død, hans opstandelse og hans himmelfart. Vi følges med ham på vejen til Gud, idet vi overgiver os helt til Gud. I en af de eukaristiske bønner siger vi: ”Tag imod os i dit rige sammen med din elskede Søn.”

Jesus tager os med, og alligevel lever vi fortsat her på jorden; men som et nyt folk, transformerede; som Guds døtre og sønner lever vi et nyt liv.

Pinse

Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. »Fred være med jer!« sagde han. Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.

Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.«

Derefter åndede han på dem og fortsatte: »Modtag Helligånden! Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.«

Joh 20, 19-23

Måske er du skuffet ligesom disciplene. Er dit livs drømme bristet? Har du tabt modet eller mistet energien?

Sådan havde Jesu venner det efter Jesu død. De havde sat alt deres håb på Jesus. For at være sammen med ham havde de forladt deres arbejde, familie og venner. Men så døde han på korset. Det var ikke til at forstå. Alt håb var ude.

Nogle gange mister vi alt det, som vi sætter pris på. Vi bliver svigtet og taber modet. Mennesker, vi stoler på, prisgiver os. Forfremmelsen, som vi har arbejdet for, bliver ikke vores, og i stedet udpeger man en af vores kollegaer. Én, vi elsker, dør. Livet opleves mørkt og grusomt.

Efter sådan nogle erfaringer er det nemt at tabe modet. Den forskel, som man gerne vil gøre i ens menighed, bliver en fiasko. Er der overhovedet noget godt ved livet? Har vi ikke satset på det. Eller har vi satset på det forkerte?

Sådan havde Jesu venner det, efter at Jesus var blevet korsfæstet.  Alt håb var slukket. Men midt i deres lammelse, trøstesløshed og sorg træder Jesus frem. ”Fred være med jer.”

Og på trods af det sender Jesus dem. For han har ingen andre end dem til at bringe Guds kærlighed til andre.

Gud er kærlighed, der går ud af sig selv for at få mennesket til at tage del i sit liv. Først skaber han mennesket i længsel efter at elske det.

Efter at syndefaldet har ødelagt det fortrolige forhold mellem Gud og de første mennesker, sender Gud sin Søn, Jesus Kristus. Nu søger Gud mennesket på ny. Han opgiver aldrig sin elskede. Efter Jesu død og opstandelse er det Helligånden, der forsætter Jesu værk. Helligånden er drivkraften og motoren i vores indre.

”Modtag Helligånden!” hedder det i dagens evangelium.  Hvordan kan vi gøre det? Skal det foregå med store basuner eller stille og sagte som ved Elisa?
Hvordan enhver af os møder Helligånden, er individuelt og personligt. Men vi kan åbne os og bede om, at den hellige Ånd vil fylde os. Det er nok.

Når vi beder om hans komme, kan vi være sikre på, at Gud svarer på vores bøn. For Gud længes efter at være sammen med os. Gud tilbyder sig. Han tvinger os ikke, for han ønsker, at vi elsker ham frivilligt.  Gud taler og tier på én gang. Han banker på og venter ved døren ligesom en tigger. Han har tid. Alt afhænger af vores egen beslutning.

Vær i dag opmærksom på, hvornår Jesus træder ind i dit liv. Bed ham om at fylde dig med sin Hellige Ånd.

”Kom Hellige Ånd og led mig frem. Kom Hellige Ånd og rør ved mig. Kom hellige Ånd og ånd i mig. Amen.”

ApG: 2,1-11; Sl 104; 1 Kor 12,3b-7.12-13, Joh 15,26-27;16,12-15