Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et ubrugt lagen.
Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem.
Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.
(Matt 27,57 – 61)
I 5 Mosebog står der: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag”. Josef af Arimatæa kommer for at se at dette er gjort. Det er interessant. I løbet af tre sætninger er han ankommet og taget afsted igen og vi hører ikke mere fra ham eller om ham.
Han er ligesom Simon af Kyrene. Vi ved intet om dem. Vi er hver især skabt af Gud og er anbragt på netop dette sted, på dette bestemte tidspunkt i historien og vi er blevet givet en rolle som ingen anden har fået. Mit arbejde vil man muligvis ikke komme til at høre om i historiebøgerne. Men Gud bruger en anden historiebog. Påskelørdag er en god dag til sådanne tanker. Sæt dig foran graven med Maria Magdalene og se hvilke tanker der dukker op.
Bibelnyt's Blog 