Hvad skal jeg vælge?

Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet.

Da guvernøren gentog spørgsmålet: ”Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: ”Barabbas!”

”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?” ”Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

”Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” (Matt 27,20-23)

Her har vi endnu en genklang af fortællingen om Jesu fødsel, hvor englen fortalte Josef, at han skulle tage barnet og dets moder og flygte til Egypten, for ”Herodes vil lede efter barnet for at slå det ihjel.”

Nu overtaler de religiøse ledere folkemængden til at vælge Barabbas og ”slå Jesus ihjel”.

Matthæus dramatiserer valget. Jesus og Barabbas står begge foran folkemængden, og Pilatus stiller et direkte spørgsmål: ”Hvem af de to skal jeg løslade?”

Da det udvalgte folk skulle til at gå ind i Det forjættede Land, holdt Moses, som var ved at dø, en lang afskedstale. Han sluttede med at give folket et direkte valg: ”Jeg har vist jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Vælg livet … ved at elske Herren din Gud.”

Menneskerne i mængden i dagens læsning står over for det samme valg. Pilatus stiller Jesus og Barabbas foran dem og spørger ”Hvem vil I have?” De vælger Barabbas.

Hver dag står jeg i situationer, hvor det samme valg præsenteres for mig: Skal jeg gøre, hvad der er livgivende, eller det, som er dødbringende? Skal jeg opbygge eller nedbryde?

Advertisement

Fattigdom er ikke Guds valg

Men da Jesus mærkede det sagde han til dem: ”Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Hun hældte denne olie ud over mit legeme som en forberedelse til min begravelse. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden dette evangelium prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” (Matt 26,10-13).

Jesu ord ”De fattige har I jo altid hos jer” betyder ikke, at fattigdom er uundgåelig, og at vi derfor hverken kan eller bør gøre noget ved det.

Jesus citerede fra 5 Mos 15,11, hvor Moses taler til israelitterne, før de går ind i Det forjættede Land. Her fortæller Moses, at der vil være i overflod i det nye land. Derfor er der ingen grund til fattigdom.

Men på trods af denne overflod, siger Moses: ”Der vil altid være fattige i landet”. Så, selvom der er nok til alle, vil det sandsynligvis ikke blive rimeligt fordelt. Jesus accepterer absolut ikke fattigdom som en livets kendsgerning. Ved at citere netop dette stykke fra Det gamle Testamente, understreger han det.

Faktisk siger han: ”Hvorfor bekymrer I jer over denne kvindes storsind, når I har accepteret et system, der efterlader mennesker i nød?”

Et godt spørgsmål, vi kan tænke over i fastetiden.

Moses går i forbøn

Abraham i forbøn

Moses er det andet store forbillede, når der tales om forbøn. Han havde ført sit folk ud af slavehuset i Ægypten og var draget bort derfra på Guds ord. Sammen med ham gik folket med frygt og bæven, for deres fremtid var usikker. Men de gik og sang deres sange om befrielse. Så mødte de i ørkenen Amalek, som hadede sangen om frihed og ville bringe Israel til tavshed. Deres sang om befrielse skulle forstumme. Uventet gik han til angreb. Moses drog sammen med Aron og Hur på toppen af en høj. Nedenfor brød kampen løs og Moses løftede sine arme i bøn. Når han gjorde det, havde Israel overtaget. Men når Moses tillid til Gud dalede, når han blev udmattet og træt og hans bøn blev svagere og hans hænder sank ned, så fik amalektiterne overtaget. Men så længe Moses holdt fanen højt, klarede Israel den. Dog lige så snart Moses blev træt og tvivlen begyndte at nage, blev Amalek stærkere. Israel kunne straks ikke holde stand og var i fare for at tabe kampen. Men kampen trak ud og Moses kunne ikke mere. Han var udmattet. Rejsen havde varet længe. To mænd – Aron og Hur – stod som præster ved hans side. De tog hver en sten, som Moses kunne sidde på og støttede hans arme; den ene hans højre hånd, den anden hans venstre hånd. På den måde blev Moses arme holdt oppe til solen gik ned. Hans hænder blev ved at tro, hans krigere blev ved at tro og Amalek blev slået. 

Denne kamp mod amalekitterne kan også tolkes som en kamp, en indre kamp, et menneske udkæmper, ved at kæmpe om den rette levevis, kæmpe mod destruktive kræfter i ens liv og selve udviklingen til at være voksen. Disse kampscener udspiller sig ikke på et geografisk kort, men i vor egen sjæl. Vejen til menneskets bestemmelse er ofte lang og går altid i hånd med konflikter. Selv om vi har frigjort os og tilkæmpet os frihed, så bliver vi pludselig angrebet bagfra af mennesker eller kræfter, som besværliggør vores videre færd frem. Kampen udmatter os, vi begynder at tvivle på, at alt vil ende godt og vi ønsker kun at vende tilbage til ”det gamle Egypten.” Forståeligt nok, for det liv, vi har ladt tilbage, kender vi i det mindste. Hvad der venter os i den anden ende, er uvist. Forandring kan være skræmmende. Ofte er vi tryghedsnarkomaner, søger vante rutiner, rammer osv.  

Herren kæmper for mig (1 Mos 17,15), kaldte Moses det sted, da han som tak for den genvundne frihed byggede et alter på højen. Men profetisk tilføjede han: ”Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.” (1 Mos 17,16)

 Hvad betyder det for vores forbøn?

• Vi bør bede andre om at støtte vores forbøn, enten ”fra det fjerne” eller også helt konkret, når vi går i forbøn sammen med andre. Vi beder sammen for det menneske, som bliver angrebet. Vi må opmuntre dem, til at søge friheden, love et menneske, at Gud er den, der ønsker frihed for sit folk. At han vil befri dem.

Giv Jesus dit liv

“Se, jeg er Herrens tjenerinde.. Lad det ske mig efter dit ord.”

Luk 1,38

Maria sagde Ja til Herrens tilbud.  Ligesom hende tjener vi hver for sig ”med den gave, Herren gav” (1 Kor 3,5).

Hvad er din helt personlige gave? Hvad er dit særlige kald? Har du en helt speciel mission? Hvilken opgave har du fået betroet?

Måske bør du stille dig selv dette spørgsmål: ”Hvordan har Gud ført mig hidtil?”

Tænk på de særlige opgaver og oplevelser, du har haft. Hvordan er du vokset op? Hvad har præget dig? Hvilken livsstil har du været udsat for?

Fortiden er ikke nogen tilfældighed. Moses’ barndomsoplevelser i Egypten forberedte ham til at kunne tale israelitternes sag foran farao. David, trænede som fårehyrde for at lede og beskytte sit folk. Og for Paulus betød den romerske borgerret, at han levede længere og kunne forkynde i Rom.

Jesus, jeg giver dig mit liv. Brug det.

De så kun Jesus

En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid. Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias. De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne, og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed. Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: ”Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”  Han vidste ikke, hvad han skulle sige. I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den. Så lød der en stemme inde fra skyen: ”Det er min elskede Søn. Lyt til ham!” Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus. Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.

Luk 9,28b-36

 

Jesus tager op på et bjerg, for at søge Gud i stilhed og bøn. Han søger Guds nærhed. Og se, der viser sig Moses og Elias for ham. De er kommet for at give ham styrke og føre samtaler med ham om loven og profeterne. Disse to, som stod Jesus så nær allerede fra vuggen af, skal også ledsage ham til graven. Moses er kommet for at give Jesus mod. For Moses måtte se det forjættede land, men døde før israelitterne indtog det. Han døde uden at opleve det, han havde levet for.

Også Elias er kommet for at give Jesus styrke. I en ildvogn er han faret op til Gud.  

På dette bjerg er der allerede Påske, selv om Jesu lidelse ligger foran ham endnu. Jesus vidste, at han ville holde ud, ligesom Moses og Elias før ham. Selv om hans klæder ville blive røde af blod, så vil de hos Gud være videre end sne.

Stemmen, disciplene hører, gentager ordene fra begyndelsen, fra Jesu Dåb. Jesus er Guds stemme. Han er hans fars udtrykte billede.

Ligesom disciplene skal også vi tilbage til hverdagen, udtryk i at de stiger ned ad bjerget og tager tilbage til dalen. Der skal ikke bygges hytter på bjerget. Men vi kan gå vejen sammen med Jesus. For i lyset af korset har vi forstået, hvem han er. I dag behøves vi ikke længere tie stille. Korsdøden og opstandelsen har afsløret, hvem Jesus er. Guds Søn.

• Brug i dag tid til samtale med Gud.
• Har du haft en oplevelse af Guds nærvær i dit liv? Forsøg at smage på den på ny. Hvordan har den styrket din tro?

 

Jesus, min Herre og min Gud.