Tag Archives: mirakler

Fremmer mirakler troen?


Jesus fortsatte: ”Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde bylder og sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. Han håbede på at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester; men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde og slikkede hans sår. Den stakkels mand døde, og englene bar ham op til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.

’Fader Abraham!’råbte han. ’Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’ 

Men Abraham svarede: ’Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra og over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’

Da råbte den rige mand: ’Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’ 

Men Abraham sagde: ’Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’

’Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’

’Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’”

Luk 16,17-31

 

For nogle få år siden viste man på DR1 en udsendelse om mennesker, der blev helbredt ved et vækkelsesmøde. De oplevede fysisk helbredelse, men kom ikke til tro. Disse mennesker blev stående ved det ydre, lærte helbredelsen at kende, men ikke helbrederen.

Ydre ”store” ting fremmer ikke absolut troen.

Vi bør ikke tro, fordi vi har set syner, oplevet mirakler eller haft særlige erfaringer, at det fremmer troen hos andre.

Alt dette er godt nok i sig selv; men troen kommer fra mødet med Gud og hans Ord.

Undere som helbredelser osv. kan skubbe menneskers tro i gang; men alt for ofte står den på usikre fødder og falder sammen, når oplevelsen mangler. At holde ud – også i modgangstider – er en nåde. Og det er det, Jesus selv prøvede, da han hang på korset. Tro næres af Guds ord, som aldrig vil forgå.

  • Hvad fremmer din tro?
  • Hvad er en udfordring for din tro på godt og ondt?
  • Hvordan kan du fremme tro hos et andet menneske?

 

Jesus, hjælp mig i min vantro.

Advertisement