Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse

”’Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.’ Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med” (Joh 21,18-19).

Jeg står stadig et lille stykke fra Jesus og Peter, som sammen er gået lidt væk fra de andre. Jeg kan godt lide at høre på Jesus, når han taler i billeder, sådan som han gør, når han her taler om bæltet, der bruges til at stramme de løse klæder, så det bliver muligt at bevæge sig frit. Jesus minder Peter om, at unge mænd kan klæde sig selv på og gå hen, hvor de vil. Men når mennesker bliver gamle og svagelige, er det andre, som må klæde dem på og lede dem fra sted til sted.

Jesus taler tydeligvis om Peters død og peger på, at den vil ske ved en korsfæstelse, ved hvilken offeret undertiden bliver bundet eller naglet til korset.

Det Jesus synes at forvente dette, idet han siger: ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Ved at betragte Peters ansigt ser jeg, at det ikke er helt ligetil for ham at høre dette. Jesus synes at være forberedt på at det ville være sådan, når han sagde; ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Det overrasker mig, hvor roligt Jesus er i stand til at tale om korsfæstelse. Forfærdende som det er, ser det ikke ud til, at det vækker grumme minder for ham. – Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse. Gud kan gøre alt.

Jeg afbryder dem et øjeblik for at spørge Jesus, hvordan man klarer at beskæftige sig med en grufuld oplevelse, man har haft, og om hvordan Peter skal kunne klare at tænke på, at der i hans fremtid venter ham en grufuld oplevelse. Også Peter tager del i samtalen.

Tænk et øjeblik over denne scene.

Advertisement

Gud bruger en anden historiebog

Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et ubrugt lagen.

Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem.

Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.

 (Matt 27,57 – 61)

I 5 Mosebog står der: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag”. Josef af Arimatæa kommer for at se at dette er gjort. Det er interessant. I løbet af tre sætninger er han ankommet og taget afsted igen og vi hører ikke mere fra ham eller om ham.

Han er ligesom Simon af Kyrene. Vi ved intet om dem. Vi er hver især skabt af Gud og er anbragt på netop dette sted, på dette bestemte tidspunkt i historien og vi er blevet givet en rolle som ingen anden har fået. Mit arbejde vil man muligvis ikke komme til at høre om i historiebøgerne. Men Gud bruger en anden historiebog. Påskelørdag er en god dag til sådanne tanker. Sæt dig foran graven med Maria Magdalene og se hvilke tanker der dukker op.

Jesus dør på korset

Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder.

(Matt 27,55 – 56)

Det er sen fredag eftermiddag. Jesus er død. Aftnen før var han sammen med sine disciple og fejrede den jødiske påske og indtog Den sidste Nadver. Derefter gik tingene grusomt galt. Én af de tolv drog afsted for at forråde ham. De flygtede alle sammen, da han blev anholdt og de fleste dukkede ikke op igen. Peter kom tilbage, men forrådte derefter Jesus tre gange.

I Matthæusevangeliet hører man kun om disciplene én gang mere, efter Opstandelsen, og det er ikke udelukkende positivt:

De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men nogle var usikre. (Matt 28, 16 – 17)

Det er sidste gang vi hører om disciplene i Matthæusevangeliet. Derimod er kvinderne, som fulgte efter Jesus, ved hans side, da han dør og bliver begravet. Trofaste til det sidste holder de ud. Må det også blive sagt om mig, når jeg er død.

Hvad skal jeg vælge?

Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet.

Da guvernøren gentog spørgsmålet: ”Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: ”Barabbas!”

”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?” ”Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

”Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” (Matt 27,20-23)

Her har vi endnu en genklang af fortællingen om Jesu fødsel, hvor englen fortalte Josef, at han skulle tage barnet og dets moder og flygte til Egypten, for ”Herodes vil lede efter barnet for at slå det ihjel.”

Nu overtaler de religiøse ledere folkemængden til at vælge Barabbas og ”slå Jesus ihjel”.

Matthæus dramatiserer valget. Jesus og Barabbas står begge foran folkemængden, og Pilatus stiller et direkte spørgsmål: ”Hvem af de to skal jeg løslade?”

Da det udvalgte folk skulle til at gå ind i Det forjættede Land, holdt Moses, som var ved at dø, en lang afskedstale. Han sluttede med at give folket et direkte valg: ”Jeg har vist jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Vælg livet … ved at elske Herren din Gud.”

Menneskerne i mængden i dagens læsning står over for det samme valg. Pilatus stiller Jesus og Barabbas foran dem og spørger ”Hvem vil I have?” De vælger Barabbas.

Hver dag står jeg i situationer, hvor det samme valg præsenteres for mig: Skal jeg gøre, hvad der er livgivende, eller det, som er dødbringende? Skal jeg opbygge eller nedbryde?