Hvad skal jeg kalde ham?

”Jesus sagde til hende: ’Maria!’ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebræisk: ’Rabbuni!’ Det betyder Mester” (Joh 20,16).

Den opstandne Jesus, som var blevet overgivet til døden, kalder Maria ved navn.                                          

 Tidligere i Johannesevangeliet har Jesus omtalt sig selv som den gode hyrde, der ”kalder sine egne får ved navn … og de følger ham, fordi de kender hans røst”.                                                                             

Hører du dit navn udtalt af én, som elsker dig, så kan du umuligt tage fejl. Ingen anden vil kunne udtale dit navn helt på samme måde. Tænk om man havde kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik hun hører Jesus kalde hende ved navn. 

Hun har været helt ødelagt over hans død. De sidste to dage har hun været fuldstændig rundt på gulvet. Og så alt dét, der nu er sket indenfor blot de seneste to timer, hvor hun har fundet graven tom, har frygtet, at nogen har stjålet hans legeme, og har oplevet, at hverken Peter eller de andre disciple kan give hende svar på det alt sammen. Alt står endnu totalt uklart for hende. Og så hører hun nu Jesus sige sit navn; – tænk en gang: Jesus selv kalder hende ved navn.                                                                                                                                

Ja, havde man blot kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik. Hun svarer ham, som hun altid plejer: ”Rabbuni”, hvilket betyder Mester.                                      

Selv står jeg ikke langt borte. Også til mig siger Vor Herre noget. Hvilket navn bruger han? Hvordan lyder det, når han udtaler det? Og hvad skal jeg kalde ham, når jeg svarer ham?

Brug nogle minutter på at reflektere over hele denne scene.

Advertisement

Kom og vis dig for mig, Herre

”Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv” (Joh 20,6-7).

Peter kravler ind gennem den snævre åbning til graven. Da han er nået indenfor, rejser han sig og ser sig omkring. Han ser ligklædet ligge dér i nichen, hvor Jesu legeme var blevet anbragt. På den tid brugte man ofte – førend man indhyllede hele legemet i et ligklæde – at binde et mindre håndklædelignende stykke stof rundt om hovedet, således at det ved at blive knyttet på issen kunne holde underkæben oppe og munden lukket. Dette klæde ser han nu ligge for sig selv, stadig bundet sammen med en knude; som om det lige er blevet smøget af.

Peter står bare dér og ser sig omkring, og – højt nok til at disciplen udenfor kan høre det – siger han så: ”Det ser ud, som om han bare lige har rejst sig og er gået sin vej.”

Det er forvirrende. Mærkeligt, men på ingen måde uhyggeligt. Der hviler en slags højtid over det hele. Der foregår et eller andet.

Ganske stille siger Peter så: ”Herre, hvis du på en eller anden måde er opstået fra de døde, så kom og vis dig for mig”.

Jeg står ved siden af Peter, lige dér indenfor i graven. Jeg hører mig selv sige: ”Herre, hvis du er opstået, så lad mig det vide. Jeg forventer ikke at kunne se dig. Jeg vil bare gerne kunne fornemme, at dette her drejer sig om mere end bare mig; at du er mere end blot et minde for mig. Fyld mig med dit nærvær. Her. Nu”.

Overvej et øjeblik denne scene.