Jeg betror dig dette.

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31).

Vi befinder os i havnebyen Efesus og sidder ved siden af hinanden på en stor klippe ud mod kysten. Det er tidlig aften. Jeg taler fortsat med forfatteren af Johannesevangeliet. Jeg har aldrig tidligere talt med en evangelieforfatter.                                                                                                                                    Efter at have fortalt mig, hvor omhyggelig han har været med at viderebringe traditionen omkring Jesus, vender han sig og ser mig lige i øjnene. Han fortæller, at han har brugt år på at skrive dette Evangelium, og – siger han – ”jeg har gjort det, for at du skal komme til tro på at Jesus er Messias, Guds Søn”.

Han understreger, at han ikke har gjort det for at gøre reklame eller for at øge tilslutningen. Han har skrevet det, for at vi ved dette Evangelium kan komme i kontakt med den levende Herre, Jesus Kristus. Hans dybe tro styrker mig. Han fortsætter med at tale på denne måde. Det bliver snart mørkt, og varsomt overrækker han mig nu sit Evangelium med ordene: ”Jeg betror dig dette. Lev efter det. Giv det til andre. Det er et godt budskab. Det bedste budskab nogensinde. Jeg takker ham og fortæller ham, hvor meget dette Evangelium betyder for mig.

Tilbring nu nogle minutter sammen med Vor Herre.

Advertisement

Vi selv er en del af denne historie

”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog” (Joh 20,30).

Nu er der så gået godt 60 år, siden de begivenheder, vi omtalte i går med Thomas og de andre disciple, fandt sted. Jeg vandrer af sted langs kysten sammen med forfatteren til Johannesevangliet. Han er netop for nylig blevet færdig med at skrive, og i hænderne har han en kopi af Evangeliet, som han tænker på at give mig. Han holder den knuget ind til sig med begge hænder. Ingen kan være i tvivl om, at han anser dét, han bærer på, for at være kostbart. Ja, ikke alene kostbart. Helligt.

Førend han overrækker mig Evangeliet, er der noget, han vil, at jeg skal vide. Han tror inderligt på dét, han har skrevet. Det er ikke kun hans egen mening, han har nedfældet. Det, han har skrevet, er i overensstemmelse med den omhyggeligt overleverede tradition. Den tradition, ifølge hvilken man i hans kristne menighed i Efesus bad og fejrede liturgien. Johannes er klar over, at Gud har virket gennem ham, mens han skrev dette Evangelium. Han betoner den omstændighed, at han i virkeligheden også kunne have skrevet om mange andre ting. Men han har valgt ikke blot at opregne en lang række kendsgerninger. Af det, som Jesus gjorde og sagde, har han skrevet om dét, der især vil kunne hjælpe os, til at forstå hvem Jesus er, og hvad det var, han kom for at gøre.

Først og fremmest er det hans ønske, at jeg og alle andre, som læser dette Evangelium, skal vide, at vi selv er en del af denne historie. For historien er ikke slut, den fortsætter. Jesus er stadig nærværende ved sin Ånd. Jesus virker gennem os.

Efter nogen tid sætter vi os, og jeg spørger ham lidt mere ud, om hvad det vil sige at være en del af historien.

Ophold dig nogle minutter ved denne scene.

Hvad skal jeg kalde ham?

”Jesus sagde til hende: ’Maria!’ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebræisk: ’Rabbuni!’ Det betyder Mester” (Joh 20,16).

Den opstandne Jesus, som var blevet overgivet til døden, kalder Maria ved navn.                                          

 Tidligere i Johannesevangeliet har Jesus omtalt sig selv som den gode hyrde, der ”kalder sine egne får ved navn … og de følger ham, fordi de kender hans røst”.                                                                             

Hører du dit navn udtalt af én, som elsker dig, så kan du umuligt tage fejl. Ingen anden vil kunne udtale dit navn helt på samme måde. Tænk om man havde kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik hun hører Jesus kalde hende ved navn. 

Hun har været helt ødelagt over hans død. De sidste to dage har hun været fuldstændig rundt på gulvet. Og så alt dét, der nu er sket indenfor blot de seneste to timer, hvor hun har fundet graven tom, har frygtet, at nogen har stjålet hans legeme, og har oplevet, at hverken Peter eller de andre disciple kan give hende svar på det alt sammen. Alt står endnu totalt uklart for hende. Og så hører hun nu Jesus sige sit navn; – tænk en gang: Jesus selv kalder hende ved navn.                                                                                                                                

Ja, havde man blot kunnet se Marias ansigt, i det øjeblik. Hun svarer ham, som hun altid plejer: ”Rabbuni”, hvilket betyder Mester.                                      

Selv står jeg ikke langt borte. Også til mig siger Vor Herre noget. Hvilket navn bruger han? Hvordan lyder det, når han udtaler det? Og hvad skal jeg kalde ham, når jeg svarer ham?

Brug nogle minutter på at reflektere over hele denne scene.

Hvor er du?

”Da hun [Maria Magdalene] havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?’ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ’Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham’” (Joh 20,14-15).

Maria Magdalene står foran graven og bøjer sig ned for at kigge ind i graven, mens hun taler til de to engle derinde gennem den smalle åbning. 

Ud af den ene øjenkrog ser hun nu en mand, som hun antager, er gartneren. Denne mand spørger hende nu: ”Hvorfor græder du?” Maria har kun ét i tankerne, nemlig at finde Jesu legeme. Hun ignorerer derfor spørgsmålet, selv om det var nok så velment; i stedet går hun direkte til sagen og spørger, om det er ham, der har flyttet Jesu legeme, og om han i så fald i det mindste vil hjælpe hende med at få det tilbage. Hun er ikke klar over, at det i virkeligheden er den opstandne Jesus, hun står og taler med.                                               

Imens står jeg og ser på. Jeg ser et menneske, som tror på Jesus, som møder Jesus, og som ikke er klar over, at det virkelig er Jesus, hun står over for. I stedet for at tale til Maria Magdalene vender jeg mig nu direkte mod Jesus og siger: ”Herre, er der tider, hvor du er til stede på en særlig måde, som jeg ikke er opmærksom på?”

Overvej denne scene i nogle minutter.

Vil du være med?

”Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen” (Joh 20,8-10).

Peter kravler ud igen, hvorefter den discipel, Jesus elskede, kravler ind.   Ligesom Peter, bliver han bare stående et par minutter dér lige indenfor i graven. Uden at bevæge sig stirrer han blot på gravklæderne. Alt er stille.

Så begynder han at smile og at hviske: ”Han tog døden på sig … og han besejrede den”.

Stadig med smilet om munden kravler han ud igen.  Peter bemærker ikke smilet. Han ser, at jeg står dér et par meter borte og ser på.

”Hvem er du?” spørger Peter.

“jeg er bare en af Jesu disciple. Jeg har fulgt ham i lang tid, men mest på sidelinjen hvor jeg har lyttet til ham og set, hvad han har gjort. Jeg har også talt med ham et par gange.”

Den discipel, Jesus elskede, siger så: ”Lad os gå tilbage til de andre.”

Efter en kort pause tilføjer han: ”Har du tænkt dig at slutte dig til os?”

Overvej hele denne scene et kort øjeblik

Sikken opstandelse! Graven er tom!

”Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind” (Joh 20,3-5).

Det er knapt nok blevet lyst, og gaderne er næsten tomme. Peter og den anden discipel, som begge til at begynde med havde løbet til af alle kræfter, har nu afpasset deres tempo efter afstanden; og det vil vel tage dem godt ti minutter at komme ud til graven.

Den elskede discipel er yngst og hurtigst, og det er ham, der løber forrest. Peter er ca. 20 meter bagefter og løber nu langsommere og langsommere. – Jeg selv løber et eller andet sted midt imellem dem, mens Maria er langt bagude; hun går bare helt i sine egne tanker.

Da den elskede discipel kommer så tæt på graven, at han kan se, at stenen er rullet bort fra graven, løber han de sidste 50 meter så hurtigt han kan, hvorefter han går ned på hænder og knæ og kigger ind i graven.

Den er tom; men gravklæderne ligger der endnu. Han kalder på Peter, som nu næsten er nået frem. ”Graven er tom”.

Efter at Peter selv har kigget ind i graven, står de to nogle øjeblikke tavse uden for, mens Peter får vejret igen. Den første, der siger noget, er den discipel, Jesus elskede. ”Hvad mener du om dette her”, siger han.

Peter ryster rådvildt på hovedet: ”Jeg véd ikke, hvad jeg skal mene. Jeg véd det virkelig ikke”.  Også jeg står stirrer på graven. Forestil dig hvordan det er at komme ud til en grav, hvor en af dine nærmeste er blevet begravet – og det så viser sig, at den tom!

Kom og vis dig for mig, Herre

”Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv” (Joh 20,6-7).

Peter kravler ind gennem den snævre åbning til graven. Da han er nået indenfor, rejser han sig og ser sig omkring. Han ser ligklædet ligge dér i nichen, hvor Jesu legeme var blevet anbragt. På den tid brugte man ofte – førend man indhyllede hele legemet i et ligklæde – at binde et mindre håndklædelignende stykke stof rundt om hovedet, således at det ved at blive knyttet på issen kunne holde underkæben oppe og munden lukket. Dette klæde ser han nu ligge for sig selv, stadig bundet sammen med en knude; som om det lige er blevet smøget af.

Peter står bare dér og ser sig omkring, og – højt nok til at disciplen udenfor kan høre det – siger han så: ”Det ser ud, som om han bare lige har rejst sig og er gået sin vej.”

Det er forvirrende. Mærkeligt, men på ingen måde uhyggeligt. Der hviler en slags højtid over det hele. Der foregår et eller andet.

Ganske stille siger Peter så: ”Herre, hvis du på en eller anden måde er opstået fra de døde, så kom og vis dig for mig”.

Jeg står ved siden af Peter, lige dér indenfor i graven. Jeg hører mig selv sige: ”Herre, hvis du er opstået, så lad mig det vide. Jeg forventer ikke at kunne se dig. Jeg vil bare gerne kunne fornemme, at dette her drejer sig om mere end bare mig; at du er mere end blot et minde for mig. Fyld mig med dit nærvær. Her. Nu”.

Overvej et øjeblik denne scene.

Den kontemplative bøn

I de kommende uger vil vi her på blogen beskæftige os med Johannesevangeliet, idet vi vers for vers læser os igennem de to sidste kapitler af dette Evangelium.  Passagerne vi vil læse er alle velkendte; men vi vil læse dem på en måske for dig ukendt måde, idet vi fordyber os i et enkelt vers ad gangen, indtil vi er nået igennem de to sidste kapitler af Johannes´ Evangelium.

Men hvorfor skulle dét at læse Evangeliet på denne måde være os så fremmedartet? Måske fordi vi er vant til i påsketidens søndagsmesser at høre Evangeliet forkyndt i korte uddrag af snart det ene snart det andet af Evangelierne. Naturligvis er dette værdifuldt, men det er noget helt andet at læse et helt Evangelium eller et helt afsnit af et Evangelium igennem linje for linje. På den måde vil vi måske blive opmærksomme på noget, som vi ikke tidligere har lagt mærke til.  Samtidig vil vi prøve en ny måde at bede på, nemlig den kontemplative bøn.

Hver dag begynder vi med  med at læse et afsnit af Evangeliet. Derefter forestiller man sig, at man selv er til stede ved den pågældende begivenhed. Man er selv vidne til, hvorledes begivenhederne udvikler sig; samtidig udnytter man hele sin forestillingsevne til at udfylde, hvad der måtte mangle af detaljer. Mere præcist så beder man Gud benytte sig af den forestillingsevne, man nu en gang er i besiddelse af, til at udfylde billedet, således at evangeliets tekst fører én dybere ind i troens mysterier.

Dette er ikke det samme som at overvære et skuespil, idet vi ved den aktive kontemplation iagttager begivenhederne ligesom inde fra – selv er en del af dét, der foregår. Vigtigt er det i den forbindelse, at man i sit indre bruger alle sine sanser – sit syn, sin hørelse, sin berørings-, lugte- og smagssans – til at gøre evangelieberetningen så nærværende og så levende som mulig, så man også fornemmer varmen og kulden, bemærker stemmernes tonefald og iagttager personernes ansigtsudtryk.

Ren fantasi kan man ikke kalde det, eftersom kernen i de begivenheder, som Evangeliet beretter for os, er uændrede. Men naturligvis kan man ikke løbe fra, at det er ens fantasi, man benytter sig af for at billedet bliver udfyldt med detaljer, som ikke umiddelbart fremgår af teksten.

Om aktiv kontemplation…      

Aktiv kontemplation er ikke spor vanskelig at gå til og er tilmed alt andet end kedelig. Netop dette får undertiden folk til at tvivle på, om det overhovedet har noget med bøn at gøre. Tro nu ikke, at det at opnå lødige religiøse erfaringer forudsætter, at man gør sig store anstrengelser. Jesus havde kun kritik tilovers for bønner af mange ord og alt for indviklede bønner. Det skal være enkelt og ukompliceret at bede.

Så lad os begynde nu!

 

”Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven” (Joh 20,1).

Maria Magdalene boede i den nordlige del af Galilæa. I anledning af påskefesten var hun taget op til Jerusalem sammen med Jesus og de andre disciple. Her havde en ven hjulpet hende med at finde et sted at være, og hun glædede sig nu til festen. Imidlertid skulle det vise sig, at de to næste dage ville blive de værste dage i hele hendes liv.

Jesus er blevet begravet lige udenfor bymuren, hvilket vil sige, at det denne søndag morgen tager hende godt 20 minutter at nå ud til graven. Jeg følger med ved siden af hende.   Vi har ikke travlt, men på grund af den lidt kølige luft går vi til i et raskt tempo. Det er stadig mørkt, og gaderne ligger øde hen. Maria er meget stille, hun går helt i sine egne tanker. Med mellemrum siger hun hen for sig: ”Jesus var sådan en god mand. Oh Gud, hvordan kunne du lade det gå ham sådan?”

Nu kan vi se kirkegården. Bare synet af den bringer en mængde følelser op i én. Maria har været der om fredagen, da Jesus blev begravet, så hun véd præcis, hvor Jesu grav befinder sig. Da vi nærmer os, bliver hun klar over, at et eller andet er helt galt. Den store sten, der var blevet rullet for indgangen, er borte; graven er åben.

Hun klynger sig til min arm. ”Oh, min Gud, hvad er der dog sket? Har nogen stjålet hans legeme?” Men straks får hun en anden tanke: ”Hvad nu hvis… Nej, oh min Gud, kunne det virkelig være sandt?”

Ligesom Maria undrer også jeg mig; også jeg har mange gange taget mig selv i at stille spørgsmålet: ”Kan det virkelig være sket? Er det virkelig sandt?” Vi taler med hinanden.

Overvej et øjeblik hele denne scene.

Sandheden befrier

I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.

Joh 8,31

 

Hvad er egentlig den vigtigste sandhed? Hvad kan virkelig gøre os fri?

Sandheden er GUD. Han elsker, og han elsker så meget, at han giver. Men ikke nye bud eller deklarationer. Nej, det fantastiske ved vor kristne tro er, at han giver sin egen søn, sit eget kød og blod. Ikke nogen abstrakte ideer. Sandheden er: Han gav sin søn for ethvert menneske, for os alle sammen. Gud gav sig selv.  Hvorfor? For at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes.

Det er stærke ord. Enhver. Jesus giver sit liv som indsats, for at ingen skal fortabes, hvis bare vi mennesker selv vil det. Forskellen, om man fortabes eller ej, ligger ikke i arbejde, talent, gode gerninger, slægtskab eller besiddelser. Den ligger i troen.

Den sandhed kan sandelig gøre et menneske fri.

• Se på et kors. Tak Jesus for hans kærlighed.

 

Jesus, jeg tror, at du gav dit liv for mig.

Jeg vil også give mit liv for dig.

Guds moder i Guds Ord (11)

Arken i Himlen

Arken kommer til syne igen i Himlen

Lukas bruger parallelt sprog og billeder til for at gøre sit synspunkt klart.  Men Johannes, forfatter til Johannes´ Åbenbaring, fortæller os direkte, at han så pagtens ark – den hellige genstand, der havde været tabt siden Jeremias’  tid – i en vision.

”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved.  Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 11,19 og 12,1-2).

Dette er en mærkelig række af billeder, næsten overvældende – som meget i Johannes’ Åbenbaring.  Men udsagnet om, at pagtens ark var synlig, må have fanget opmærksomheden hos de første mennesker, der hørte om visionen.

Hvis arken var blevet set, så må den tid, Jeremias havde talt om, være kommet: tiden hvor ”Gud igen samler sit folk og lader barmhjertighed råde”, tiden ”hvor Herrens herlighed vil komme til syne og ligeledes skyen, sådan som den også viste sig på Moses’ tid” (2 Makk 2,7-8).

 Og sandelig er lydene og synerne de samme som på Moses’  tid – storm og jordskælv.

”Og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl” (Åb 11,19).

”Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel” (2 Mos 16,18).

Naturligvis ønsker vi at høre mere om den genfundne pagtens ark. Og Johannes fortsætter med at beskrive, hvad han ser: ”en kvinde klædt i solen (Åb 12,1).

I vore moderne bibler er der en kapitelopdeling mellem tilsynekomsten af pagtens ark og beskrivelsen af ”kvinden klædt i solen”.  Men kapitelinddelinger blev tilføjet i middelalderen for at gøre biblens bøger lettere at referere til. Johannes lavede ikke nogen inddelinger. Han skrev helt igennem fra Åb 11,19 til Åb 12,1 uden  afbrydelser.

I denne drømmeagtige, men dybt meningsfyldte logik i Johannes’ vision er pagtens ark ”en kvinde klædt i solen”.

Kvinden klædt i solen

Og hvem er så denne kvinde?

”Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone” (Åb 12,5).

Den udvalgte til at herske over nationerne med en jernstav (en hyrdestav) er Herrens salvede, Messias eller Kristus (Sl 2).  ”Kvinden klædt i solen” som Johannes ser, da han skuer pagtens ark, er Kristi moder.

 Hvad gør Maria til den nye pagts ark?

Pagtens ark var tegnet på Guds virkelige nærvær hos sit folk. I Jesus Kristus, født af Maria, var Gud virkelig nærværende hos sit folk på en endnu mere direkte måde.

Arken bar på Guds ord skrevet på sten. Maria bar Guds ord i kødet.

Arken indeholdt brødet fra himlen, et varsel om eukaristien (nadveren) (1 Kor 10,1-4). Maria bar livets brød, Jesus Kristus (Joh 6,48-50).

 Arken indeholdt Aarons stav, symbolet på hans præsteembede. Maria bar Jesus Kristus, vor ypperstepræst (Hebr 3,1).

 Hvis pagtens ark var hellig, så var Maria ud fra den samme betragtning endnu helligere. Som Guds moder er hun den nye pagts ark, der bærer Jesus Kristus, Guds ord, livets brød, vor store ypperstepræst. Dette er ikke en nyfortolkning af evangeliet; det er en sandhed tydeliggjort af Det nye Testamentes egne skribenter.

 Arbejdsspørgsmål

• Hvilke vigtige genstande indeholdt pagtens ark?
• På hvilket bjerg skjulte Jeremias arken? (se 2 Makkabæerbog)
• Hvornår ville pagtens ark komme til syne igen ifølge Jeremias?
• Fra hvilken berømt præst nedstammede Elisabeth?
• Hvilke billeder og lyde ledsagede pagtens arks tilbagevenden i Johannes’ vision?
• Hvilken begivenhed i Det gamle Testamente blev ledsaget med lignende tegn?
• Nævn i det mindste tre paralleller mellem pagtens ark og Maria, Kristi moder.

For personlig overvejelse

• Lige meget hvor de gamle israelere gik, fulgte de pagtens ark.  Hvis Maria er den nye pagts ark, hvorledes skulle vi som kristne følge hende?

Oversat af Henning Lawaetz Hansen fra:

“The Ark of the Covenant”
© St. Paul Center for Biblical Theology
www.SalvationHistory.com