Hvordan kan alt dette være sandt?

”Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” (Joh 21,23).

 Mange år efter begivenhederne, vi berettede om i går, befinder jeg mig i havnebyen Efesus. Der er sket rigtig meget. Det er 40 år siden at Peter blev henrettet i Rom. Den elskede discipel, som var midtpunktet i sin menighed, døde for kort tid siden i en meget høj alder. De troede her, at han ville have levet til tidernes ende. De påstod, at Jesus havde sagt, at den elskede discipel ville leve ”til jeg kommer”. Men, nu er den elskede discipel død, og endnu er Jesus ikke kommet!

Jeg er på besøg hos menigheden, og jeg hører al deres snakken. Jeg har den fordel, at jeg har levet 20 århundreder mere end dem, og jeg véd, at Jesu komme ikke vil ske lige med det samme. Men jeg lytter til de vanskeligheder, de slås med her på deres egen tid og på deres eget sted.

Jeg er klar over, at den usikkerhed og tvivl, der er forbundet med de store sandheder i vor tro, findes blandt mennesker i ethvert århundrede, såvel i de første århundreder som i det tredje årtusind. Nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, er forskellige, men grundlæggende er problemet det samme. Hvordan kan alt dette være sandt? Det går ud over vor forstand og tilhører troen. Ingen i et hvilket som helst århundrede er undtaget fra at skulle tro på noget, som ikke kan ses.

Jeg taler med dem om troen. Vi tror alle. Vi har bare svært ved at forstå, at det forholder sig sådan. Så vi taler om det.

Overvej denne scene i nogle minutter.

Advertisement

Gør det, du skal gøre

”Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig? Da nu Peter så ham, sagde han til Jesus: ’Herre, hvad så med ham?’ Jesus sagde til Peter: ’Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!’” (Joh 21, 20-22).

Nu ser jeg, at der sker noget mærkeligt. Mens Jesus og Peter vandrer af sted, har Jesus talt med Peter om fremtiden. Den elskede discipel kommer gående bag fra for at slutte sig til dem, og da Peter lægger mærke til dette, spørger han naturligt nok: ”Hvad så med ham?” Skal han også følge Jesus i martyrdøden?

Jesus affærdiger dette spørgsmål og siger simpelthen til Peter, at han blot skal koncentrere sig om selv at være tro i sin efterfølgelse.

Disse ord ramte mig. Undertiden forfalder jeg til at sammenligne min egen rolle med andre menneskers og med at fundere over, hvorfor de tilsyneladende slipper så let fra alt.

Ordene, som Jesus netop har sagt til Peter, giver genlyd i mine ører. ”Hvad angår det dig? Følg du mig.”

Det var måden, han sagde det på. Det lød ikke, som om han var vred eller utålmodig. Han sagde det bare klart og ligeud. ”Følg du mig” – med eftertryk ikke på ”du”, men på ”mig”.

Overvej denne scene i nogle minutter

Guds moder i Guds Ord (11)

Arken i Himlen

Arken kommer til syne igen i Himlen

Lukas bruger parallelt sprog og billeder til for at gøre sit synspunkt klart.  Men Johannes, forfatter til Johannes´ Åbenbaring, fortæller os direkte, at han så pagtens ark – den hellige genstand, der havde været tabt siden Jeremias’  tid – i en vision.

”Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl. Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved.  Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer” (Åb 11,19 og 12,1-2).

Dette er en mærkelig række af billeder, næsten overvældende – som meget i Johannes’ Åbenbaring.  Men udsagnet om, at pagtens ark var synlig, må have fanget opmærksomheden hos de første mennesker, der hørte om visionen.

Hvis arken var blevet set, så må den tid, Jeremias havde talt om, være kommet: tiden hvor ”Gud igen samler sit folk og lader barmhjertighed råde”, tiden ”hvor Herrens herlighed vil komme til syne og ligeledes skyen, sådan som den også viste sig på Moses’ tid” (2 Makk 2,7-8).

 Og sandelig er lydene og synerne de samme som på Moses’  tid – storm og jordskælv.

”Og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl” (Åb 11,19).

”Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn, så hele folket i lejren skælvede af rædsel. Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel” (2 Mos 16,18).

Naturligvis ønsker vi at høre mere om den genfundne pagtens ark. Og Johannes fortsætter med at beskrive, hvad han ser: ”en kvinde klædt i solen (Åb 12,1).

I vore moderne bibler er der en kapitelopdeling mellem tilsynekomsten af pagtens ark og beskrivelsen af ”kvinden klædt i solen”.  Men kapitelinddelinger blev tilføjet i middelalderen for at gøre biblens bøger lettere at referere til. Johannes lavede ikke nogen inddelinger. Han skrev helt igennem fra Åb 11,19 til Åb 12,1 uden  afbrydelser.

I denne drømmeagtige, men dybt meningsfyldte logik i Johannes’ vision er pagtens ark ”en kvinde klædt i solen”.

Kvinden klædt i solen

Og hvem er så denne kvinde?

”Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone” (Åb 12,5).

Den udvalgte til at herske over nationerne med en jernstav (en hyrdestav) er Herrens salvede, Messias eller Kristus (Sl 2).  ”Kvinden klædt i solen” som Johannes ser, da han skuer pagtens ark, er Kristi moder.

 Hvad gør Maria til den nye pagts ark?

Pagtens ark var tegnet på Guds virkelige nærvær hos sit folk. I Jesus Kristus, født af Maria, var Gud virkelig nærværende hos sit folk på en endnu mere direkte måde.

Arken bar på Guds ord skrevet på sten. Maria bar Guds ord i kødet.

Arken indeholdt brødet fra himlen, et varsel om eukaristien (nadveren) (1 Kor 10,1-4). Maria bar livets brød, Jesus Kristus (Joh 6,48-50).

 Arken indeholdt Aarons stav, symbolet på hans præsteembede. Maria bar Jesus Kristus, vor ypperstepræst (Hebr 3,1).

 Hvis pagtens ark var hellig, så var Maria ud fra den samme betragtning endnu helligere. Som Guds moder er hun den nye pagts ark, der bærer Jesus Kristus, Guds ord, livets brød, vor store ypperstepræst. Dette er ikke en nyfortolkning af evangeliet; det er en sandhed tydeliggjort af Det nye Testamentes egne skribenter.

 Arbejdsspørgsmål

• Hvilke vigtige genstande indeholdt pagtens ark?
• På hvilket bjerg skjulte Jeremias arken? (se 2 Makkabæerbog)
• Hvornår ville pagtens ark komme til syne igen ifølge Jeremias?
• Fra hvilken berømt præst nedstammede Elisabeth?
• Hvilke billeder og lyde ledsagede pagtens arks tilbagevenden i Johannes’ vision?
• Hvilken begivenhed i Det gamle Testamente blev ledsaget med lignende tegn?
• Nævn i det mindste tre paralleller mellem pagtens ark og Maria, Kristi moder.

For personlig overvejelse

• Lige meget hvor de gamle israelere gik, fulgte de pagtens ark.  Hvis Maria er den nye pagts ark, hvorledes skulle vi som kristne følge hende?

Oversat af Henning Lawaetz Hansen fra:

“The Ark of the Covenant”
© St. Paul Center for Biblical Theology
www.SalvationHistory.com

De fire evangelisters symboler

Vi har fire evangelier, nemlig Markus-, Matthæus-, Lukas- og Johannesevangeliet.
Hvert evangelium og dets forfatter har sit symbol, nemlig en løve, et menneske, en okse og en ørn. Alle symboler bliver afbildet med vinger, fordi de fire evangelister aflægger vidnesbyrd om Guds ord.

Det ældste evangelium stammer fra Markus. Hans evangelium begynder i ørkenen, hvor Johannes Døberen ligesom en løve brøler:
”Ban vej for Herren! Gør vejen klar til hans komme!” (Mark 1,4). Derfor er Markus’ symbol løven.

Anderledes er det hos evangelisten Matthæus, som lægger ud med en lang stamtavle fra Abraham til Josef (Matt 1,1-17). Matthæus’ symbol er mennesket.

Oksen står for evangelisten Lukas. Han beretter om Zakarias’ offer i templet i Jerusalem (Luk 1,5-25).

Evangelisten Johannes’ symbol er ørnen. Den velkendte prolog med indgangsordene ”I begyndelsen var Ordet” (Joh 1,1) starter oppefra, ligesom i fugleperspektiv, for så at zoome ind i beretningen om Jesus Kristus, Guds Søn (Joh 1,1-17).