Jesus dør på korset

Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder.

(Matt 27,55 – 56)

Det er sen fredag eftermiddag. Jesus er død. Aftnen før var han sammen med sine disciple og fejrede den jødiske påske og indtog Den sidste Nadver. Derefter gik tingene grusomt galt. Én af de tolv drog afsted for at forråde ham. De flygtede alle sammen, da han blev anholdt og de fleste dukkede ikke op igen. Peter kom tilbage, men forrådte derefter Jesus tre gange.

I Matthæusevangeliet hører man kun om disciplene én gang mere, efter Opstandelsen, og det er ikke udelukkende positivt:

De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men nogle var usikre. (Matt 28, 16 – 17)

Det er sidste gang vi hører om disciplene i Matthæusevangeliet. Derimod er kvinderne, som fulgte efter Jesus, ved hans side, da han dør og bliver begravet. Trofaste til det sidste holder de ud. Må det også blive sagt om mig, når jeg er død.

Advertisement

Vær ærlig overfor Gud

Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre.

Klokken tre råbte Jesus højt: ”Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: ”Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias.

En af dem løb hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke.

De andre sagde: ”Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”

 (Matt 27,45-49)

Jesus råbte salme 22’s åbningsord. Den begynder med en desperat tone (”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”) og slutter i en håbefuld tone (”Jeg vil leve for Herren”).

Jesus voksede op med salmerne. De var en del af det jødiske bønsliv, og en from jøde ville let have kunnet genkalde sig salme 22 i et angstfyldt øjeblik. Selv om Jesus ikke havde opgivet håbet, følte han sig forladt. Og det fortalte han Gud. Det hjalp ham igennem prøvelsen.

At kunne give udtryk for sine sande følelser over for en anden er tegn på et godt indbyrdes forhold. Er der nogle sande følelser, jeg har holdt tilbage fra Gud?

Hvad stiller vi op med ondskaben?

Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham:

”Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!” Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: ”Den er god med ham!” sagde de. ”Andre har han ‘frelst’, men sig selv kan han ikke frelse! Og han skulle være Israels konge? Så burde han tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!” Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.

(Matt 27,39-44)

De forbipasserendes spottende bemærkninger (Frels nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”) er som et ekko af Djævelens fristelser i ørkenen (”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød”). Det fører os ingen vegne at kræve, at Gud skal leve op til vore kriterier for, hvordan han burde være. F.eks. når vi spørger: ”Hvis du er en god Gud, hvorfor lider uskyldige mennesker så?” Problemet med ondskab bliver ikke løst på denne side af døden. Siden tidernes morgen har mennesket forsøgt at løse problemet; men vi er stadig ikke kommet frem til en løsning. Jesus gjorde det rigtige. Han stolede på Gud på trods af det onde. Derfor skal vi gøre det eneste, der giver mening. Vi skal fokusere på korset. Så skal vi gøre, hvad Jesus gjorde på korset. Vi skal overlade os fuldstændig i Guds hænder.

Det er så nemt, at skubbe ansvaret fra sig

Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: ”Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.”

Hele mængden råbte tilbage: ”Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”

Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

(Matt 27,24-26)

Pilatus vasker sine hænder. Igen har vi det skræmmende spor af uskyldigt blod. Pilatus prøver at vaske sit ansvar af sig. Hans ord ”Det bliver jeres ansvar” er som et ekko af, hvad ypperstepræsterne og de ældre sagde til Judas, nemlig ”Det bliver din sag”.

Det er den velkendte historie om at skubbe det personlige ansvar fra sig for noget, man inderst inde godt ved er forkert. At prøve at retfærdiggøre skyld er nytteløst. Vi kommer ingen vegne, og skylden plager os stadig. Nogle af de forkerte ting, vi gør, er ikke vores skyld alene, kun delvist. Men der er ingen grund til at finde skyld hos andre, hvis vi ikke vedkender os vores egen.

Husker du lignelsen om farisæeren og tolderen? Tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Ikke en eneste af os kan komme uden om sandheden i den sætning. Så gentag den. Og sid så i stilhed og lyt til Jesu svar.

Hvad skal jeg vælge?

Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet.

Da guvernøren gentog spørgsmålet: ”Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: ”Barabbas!”

”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?” ”Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

”Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” (Matt 27,20-23)

Her har vi endnu en genklang af fortællingen om Jesu fødsel, hvor englen fortalte Josef, at han skulle tage barnet og dets moder og flygte til Egypten, for ”Herodes vil lede efter barnet for at slå det ihjel.”

Nu overtaler de religiøse ledere folkemængden til at vælge Barabbas og ”slå Jesus ihjel”.

Matthæus dramatiserer valget. Jesus og Barabbas står begge foran folkemængden, og Pilatus stiller et direkte spørgsmål: ”Hvem af de to skal jeg løslade?”

Da det udvalgte folk skulle til at gå ind i Det forjættede Land, holdt Moses, som var ved at dø, en lang afskedstale. Han sluttede med at give folket et direkte valg: ”Jeg har vist jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Vælg livet … ved at elske Herren din Gud.”

Menneskerne i mængden i dagens læsning står over for det samme valg. Pilatus stiller Jesus og Barabbas foran dem og spørger ”Hvem vil I have?” De vælger Barabbas.

Hver dag står jeg i situationer, hvor det samme valg præsenteres for mig: Skal jeg gøre, hvad der er livgivende, eller det, som er dødbringende? Skal jeg opbygge eller nedbryde?

Jesus og ægteskabsbrydersken

Har du nogen sinde oplevet, at du i sjælesorgen på tomandshånd er blevet mødt med mildhed og medfølelse? Og i kirkens offentlige rum er du muligvis stødt på strenghed og hårdhed, endda fordømmelse?

Ofte oplever mennesker, der er kommet på afveje, at kirken reagerer fordømmende i stedet for forstående. Ligesom en stærk vind bliver den drevet i den retning.

Men dette gælder ikke kun for kirken. Det forekommer i alle organisationer. Tænk bare på Danmarks immigrationslove. I hvilken retning er de drevet? Væk fra blødhed hen mod hårdhed? Fremmer de ikke en tænkning af ”vi og dem”, så man opbygger mure mellem mennesker?

Prøv også at se på din dagligdag. Organisationer eller klubber i nabolaget har til at begynde med det formål at forene folk i et fælles forsøg på at opbygge et godt nabosamfund. Men med tiden bliver de ofte ekskluderende.

Johannes XXIII bragte en frisk vind ind i kirken, som blæste os i modsat retning. Bare spørg alle, hvad de synes om ”den gode pave Johannes”. Så får du hurtigt et billede. Der blev lagt fornyet vægt på barmhjertighed og kærlighed.

Men af og til ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere sådan en frisk brise, og så har vi det med at kvæle den.

I slutscenen i dagens evangelium er alle gået, og Jesus står alene tilbage med ægteskabsbrydersken. Det er en storslået scene, som skt. Augustin smukt har beskrevet med disse ord: ”Og to var ladt tilbage … én fuld af elendighed og én fuld af barmhjertighed.”

Der er meget elendighed derude og verden har desperat brug for en barmhjertig kirke.

Han er ved vores side

Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: ”Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.” (Matt 27:19)

I Matthæus’ fortælling om Jesu fødsel, får Josef at vide i en drøm, at Herodes vil slå barnet ihjel. Den drøm redder Jesu liv.

Nu, hen imod slutningen af evangeliet, er der en anden, der får en drøm. Pilatus sidder i dommersædet og skal til at afsige en dom om liv eller død. Hans kone sender ham en besked, der fortæller om en drøm om Jesus. Hun beder sin mand om at lade denne ”retfærdige mand” være. Denne drøm slå fejl. Jesus vil dø en frygtelig død.

Før eller siden skal vi dø. På samme måde, som et barn ikke kan forblive i livmoderen, kan vi heller ikke forblive i universet for altid. Det er nemlig kun én fase af vor eksistens. Den er forholdsvis kort.

Naturkatastrofer og terrorangreb gør os uhyggeligt bevidste om, hvor skrøbelig denne passerende fase i livet er. Alligevel tror vi på, at menneskelivet – ikke kun det åndelige liv – har fået en skæbne af Gud, som rækker ud over døden. Vi tror også på, at det skabte af Gud har fået en skæbne, som strækker sig videre end verdenshistorien.

Hvordan kan vi holde fast i disse håb, når vi er omringet af så meget vold og død? Kun via troen – ikke troen på en abstrakt gud, men troen på Jesus Kristus, som sagde så mange gange i evangelierne: ”Frygt ikke.”

De sidste ord i Matthæusevangeliet var: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Det, der virkelig betyder noget

Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. ”Er du jødernes konge?” spurgte han. ”Det kan man godt sige,” svarede Jesus. Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han. ”Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.

(Matt 27,11-14)

Pilatus spørger ”Er du jødernes konge?” Sidste gang, vi hørte den sætning, var de Hellige tre Konger kommet til Jerusalem. De spurgte: ”Hvor er jødernes nyfødte konge?”

Derefter forsøgte Herodes forgæves at få ham dræbt. Nu forsøger Pilatus forgæves ikke at få ham dræbt. Jesus svarer: ”Du siger det selv.”

Hans svar er bekræftende; men han tager ikke ansvar for alt det, Pilatus har i tankerne. For Jesus har ordet ”konge” en religiøs betydning – ”Messias”. For Pilatus har ordet en politisk betydning. Ypperstepræsten kommer med anklager imod Jesus. Husk på, at i den forrige scene hørte de Judas bekende, at han havde forrådt uskyldigt blod, hvilket gør deres anklager endnu mere hykleriske. Så er Jesus stille. I Matthæusevangeliet er Jesu sidste ord, inden han dør, hvis vi ser bort fra hans råb til Gud på korset: ”Du siger det selv.”

Nogle gange kan vi måske tro, at vi får afklaret alle misforståelser, der har været om os, før vi dør. Som om det betød noget. Det, som virkelig har betydning, er sandheden om os, som vi alle får at se, efter vi dør. Alt vil blive klart. Og det er dét, som virkelig betyder noget.

Synd kan tilgives

Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere.

”Jeg har begået en fejl,” sagde han. ”Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.” ”Hvad kommer det os ved?” svarede de. ”Det bliver din sag.”

Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.

(Matt 27,3-5).

Historien om Judas, der går tilbage til ypperstepræsten og kaster sølvpengene ind i templet, fylder så lidt, og det er kun Mattæus, der fortæller den. Alligevel er det en af de mest kendte historier i alle evangelierne.

Det er en sørgelig historie. Judas vil gerne gøre sin handling om; men hans medsammensvorne vil have fingre i Jesus. De er ikke interesseret i retfærdighed. Sandheden er, at ingen synd kan gøres om. Den kan kun tilgives. At få tilgivet sine synder er dog ikke svært, for Bibelen siger, at Herren er god og barmhjertig.

 Nogle gange går vi ud af vort gode skind i forsøget på at gøre vore synder om. Vi forsøger at benægte dem. Vi ønsker at slette dem fra hukommelsen. Vi ønsker at finde nogen, som vil fortælle os, at vi ikke gjorde noget galt, eller vi skyder skylden på andre for at retfærdiggøre det, vi har gjort. Vi løber væk fra det.

Men synd kan ikke gøres om, den kan kun tilgives. Vi er nødt til at se synden lige i øjnene. Vi skal bringe den frem for Jesus og bede om tilgivelse. Hvis vi har gjort noget galt over for andre, må vi forsøge at gøre det godt igen. Jesu nåde kan føre os igennem det hele.

Peter så sin synd i øjnene, græd, blev tilgivet og blev en af de største helgener. Judas forsøgte at gøre sin synd om. Det lykkedes ikke, og han begik selvmord.

Jeg giver lys eller mørke videre….

Så snart det blev lyst, afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

 (Matt 27,1-2).

Nu er det tidligt fredag morgen, og der sker to ting for første gang: Jesus bliver bundet som en dømt kriminel og ført til Pilatus.

Og samtidig er det første gang, at Pilatus nævnes i Matthæusevangeliet.

Sætningen ”Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus”, er ildevarslende. Den forudsigelse, Jesus kom med tidligere i evangeliet, er gået i opfyldelse: ”Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne (…)”. Det var Judas, der begyndte udleveringen, og den sluttede, da Pilatus udleverede Jesus til at blive korsfæstet.

 At ”overlevere” har samme kernebetydning som ”tradition”. Det har også samme kernebetydning som ”forræder”. Det, jeg ”overleverer”, bevidst eller ubevidst, til mine venner, børn og alle, som påvirkes af det, jeg gør, kan være godt … eller det kan være knapt så godt. Hvad enten jeg er klar over det eller ej, overleverer jeg enten lys eller mørke til dem, som er en del af mit liv på en given dag.

 Hvordan har jeg klaret mig på det seneste?