Hvor er du?

”Da hun [Maria Magdalene] havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?’ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ’Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham’” (Joh 20,14-15).

Maria Magdalene står foran graven og bøjer sig ned for at kigge ind i graven, mens hun taler til de to engle derinde gennem den smalle åbning. 

Ud af den ene øjenkrog ser hun nu en mand, som hun antager, er gartneren. Denne mand spørger hende nu: ”Hvorfor græder du?” Maria har kun ét i tankerne, nemlig at finde Jesu legeme. Hun ignorerer derfor spørgsmålet, selv om det var nok så velment; i stedet går hun direkte til sagen og spørger, om det er ham, der har flyttet Jesu legeme, og om han i så fald i det mindste vil hjælpe hende med at få det tilbage. Hun er ikke klar over, at det i virkeligheden er den opstandne Jesus, hun står og taler med.                                               

Imens står jeg og ser på. Jeg ser et menneske, som tror på Jesus, som møder Jesus, og som ikke er klar over, at det virkelig er Jesus, hun står over for. I stedet for at tale til Maria Magdalene vender jeg mig nu direkte mod Jesus og siger: ”Herre, er der tider, hvor du er til stede på en særlig måde, som jeg ikke er opmærksom på?”

Overvej denne scene i nogle minutter.

Advertisement

Med Maria Magdalene i haven

”Så løber hun [Maria Magdalene] hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: ’De har flyttet Herren fra graven, og vi véd ikke, hvor de har lagt ham’” (Joh 20,2).

Allerede på afstand bliver Maria Magdalene opmærksom på, at stenen er blevet rullet væk fra graven, og hun sætter derfor i løb hen mod graven. Da hun nærmer sig og er 5-6 meter fra den, standser hun op og står som forstenet, idet hun stirrer på den gabende åbning ind til graven.

Så begynder hun at løbe den modsatte vej. Hun synes at have glemt alt om, at også jeg er med. Jeg skynder mig at løbe efter hende.

De andre disciple opholder sig inde i byen, og det er i den retning hun løber. Måske er de endnu ikke vågne; men der foregår et eller andet mærkeligt, og det må hun nødvendigvis orientere dem om. Mens Maria nu løber, bliver hun overvældet af de mange følelser og erindringsglimt fra de seneste to dage. I fredags var hun totalt knust, og hun fik ikke sovet et eneste øjeblik om natten. Og da vi om lørdagen prøvede at overholde sabbatten, føltes det som at være iført en spændetrøje, da vi jo ikke kunne tillade os at gå mere end blot nogle få hundrede skridt og med andre ord ikke kunne komme ud til graven. Vi kunne ikke foretage os noget som helst andet end at gå hvileløse omkring eller bare sidde ned, samtidig med at vi følte os helt tomme indeni.

Men nu er Maria så på vej hen imod huset, netop som Peter og den discipel, Jesus elskede, kommer ud af døren.  Endnu mens hun dårligt kan få vejret, buser det ud af hende: ”De har fjernet Vor Herre fra graven, og vi véd ikke, hvor de har lagt ham.”

Uden at sige et ord begynder Peter og den discipel, Jesus elskede, at løbe i retning ud mod graven. Maria sætter sig på dørtrinnet. Hun er forvirret og totalt fraværende. Jeg sætter mig ved siden af hende.

Hold et øjeblik fast i denne scene.