Hvordan kan alt dette være sandt?

”Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” (Joh 21,23).

 Mange år efter begivenhederne, vi berettede om i går, befinder jeg mig i havnebyen Efesus. Der er sket rigtig meget. Det er 40 år siden at Peter blev henrettet i Rom. Den elskede discipel, som var midtpunktet i sin menighed, døde for kort tid siden i en meget høj alder. De troede her, at han ville have levet til tidernes ende. De påstod, at Jesus havde sagt, at den elskede discipel ville leve ”til jeg kommer”. Men, nu er den elskede discipel død, og endnu er Jesus ikke kommet!

Jeg er på besøg hos menigheden, og jeg hører al deres snakken. Jeg har den fordel, at jeg har levet 20 århundreder mere end dem, og jeg véd, at Jesu komme ikke vil ske lige med det samme. Men jeg lytter til de vanskeligheder, de slås med her på deres egen tid og på deres eget sted.

Jeg er klar over, at den usikkerhed og tvivl, der er forbundet med de store sandheder i vor tro, findes blandt mennesker i ethvert århundrede, såvel i de første århundreder som i det tredje årtusind. Nogle af de spørgsmål, der bliver stillet, er forskellige, men grundlæggende er problemet det samme. Hvordan kan alt dette være sandt? Det går ud over vor forstand og tilhører troen. Ingen i et hvilket som helst århundrede er undtaget fra at skulle tro på noget, som ikke kan ses.

Jeg taler med dem om troen. Vi tror alle. Vi har bare svært ved at forstå, at det forholder sig sådan. Så vi taler om det.

Overvej denne scene i nogle minutter.

Advertisement

Jeg betror dig dette.

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31).

Vi befinder os i havnebyen Efesus og sidder ved siden af hinanden på en stor klippe ud mod kysten. Det er tidlig aften. Jeg taler fortsat med forfatteren af Johannesevangeliet. Jeg har aldrig tidligere talt med en evangelieforfatter.                                                                                                                                    Efter at have fortalt mig, hvor omhyggelig han har været med at viderebringe traditionen omkring Jesus, vender han sig og ser mig lige i øjnene. Han fortæller, at han har brugt år på at skrive dette Evangelium, og – siger han – ”jeg har gjort det, for at du skal komme til tro på at Jesus er Messias, Guds Søn”.

Han understreger, at han ikke har gjort det for at gøre reklame eller for at øge tilslutningen. Han har skrevet det, for at vi ved dette Evangelium kan komme i kontakt med den levende Herre, Jesus Kristus. Hans dybe tro styrker mig. Han fortsætter med at tale på denne måde. Det bliver snart mørkt, og varsomt overrækker han mig nu sit Evangelium med ordene: ”Jeg betror dig dette. Lev efter det. Giv det til andre. Det er et godt budskab. Det bedste budskab nogensinde. Jeg takker ham og fortæller ham, hvor meget dette Evangelium betyder for mig.

Tilbring nu nogle minutter sammen med Vor Herre.

Vi selv er en del af denne historie

”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog” (Joh 20,30).

Nu er der så gået godt 60 år, siden de begivenheder, vi omtalte i går med Thomas og de andre disciple, fandt sted. Jeg vandrer af sted langs kysten sammen med forfatteren til Johannesevangliet. Han er netop for nylig blevet færdig med at skrive, og i hænderne har han en kopi af Evangeliet, som han tænker på at give mig. Han holder den knuget ind til sig med begge hænder. Ingen kan være i tvivl om, at han anser dét, han bærer på, for at være kostbart. Ja, ikke alene kostbart. Helligt.

Førend han overrækker mig Evangeliet, er der noget, han vil, at jeg skal vide. Han tror inderligt på dét, han har skrevet. Det er ikke kun hans egen mening, han har nedfældet. Det, han har skrevet, er i overensstemmelse med den omhyggeligt overleverede tradition. Den tradition, ifølge hvilken man i hans kristne menighed i Efesus bad og fejrede liturgien. Johannes er klar over, at Gud har virket gennem ham, mens han skrev dette Evangelium. Han betoner den omstændighed, at han i virkeligheden også kunne have skrevet om mange andre ting. Men han har valgt ikke blot at opregne en lang række kendsgerninger. Af det, som Jesus gjorde og sagde, har han skrevet om dét, der især vil kunne hjælpe os, til at forstå hvem Jesus er, og hvad det var, han kom for at gøre.

Først og fremmest er det hans ønske, at jeg og alle andre, som læser dette Evangelium, skal vide, at vi selv er en del af denne historie. For historien er ikke slut, den fortsætter. Jesus er stadig nærværende ved sin Ånd. Jesus virker gennem os.

Efter nogen tid sætter vi os, og jeg spørger ham lidt mere ud, om hvad det vil sige at være en del af historien.

Ophold dig nogle minutter ved denne scene.