Han er festens vært

”Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken. Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde” (Joh 21,13-14).

Mens jeg står og ser på, spekulerer jeg på, om disciplene kan se parallellen mellem dét, der sker her, og dét, der skete ved den sidste nadver. Ved den sidste nadver – ifølge Lukas – ”tog Jesus brødet … og gav dem det”. De samme ord, som man må bruge, hvis man skal beskrive dét, der sker i dette øjeblik.

Jeg begynder at spekulere på, hvorledes disciplene vil fejre Eukaristien sammen med andre mennesker. Endnu er der ingen, som har gjort det. Hvordan vil det foregå i disse allerførste år uden fastlagte ritualer, uden at Evangelier og epistler er skrevet ned?

Når de begynder at fejre Eukaristien, vil de uden tvivl tænke tilbage både på den sidste nadver og på dette måltid, samt på alle de andre måltider, de har delt med Jesus under hans virke her på jorden.

Og når de fejrer Eukaristien, vil de have en stærk fornemmelse af, at Herren er til stede som festens vært; på samme måde som han var vært både ved den sidste nadver og nu her ved måltidet denne morgen.

Mens jeg står og ser på det, der foregår, begynder jeg at tænke på, om jeg altid har en stærk fornemmelse af Herrens tilstedeværelse ved Eukaristien, ikke kun i brødet og vinen, men som den, der indbyder til fejringen af dagen.

Overvej dette sceneri nogle minutter.

Advertisement

Jesus dør på korset

Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder.

(Matt 27,55 – 56)

Det er sen fredag eftermiddag. Jesus er død. Aftnen før var han sammen med sine disciple og fejrede den jødiske påske og indtog Den sidste Nadver. Derefter gik tingene grusomt galt. Én af de tolv drog afsted for at forråde ham. De flygtede alle sammen, da han blev anholdt og de fleste dukkede ikke op igen. Peter kom tilbage, men forrådte derefter Jesus tre gange.

I Matthæusevangeliet hører man kun om disciplene én gang mere, efter Opstandelsen, og det er ikke udelukkende positivt:

De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men nogle var usikre. (Matt 28, 16 – 17)

Det er sidste gang vi hører om disciplene i Matthæusevangeliet. Derimod er kvinderne, som fulgte efter Jesus, ved hans side, da han dør og bliver begravet. Trofaste til det sidste holder de ud. Må det også blive sagt om mig, når jeg er død.

Lad jer forsone!

”Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: ’Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.’

Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: ’Drik alle heraf, for det er mit blod, som besegler den nye pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.’” (Matt 26,23-25).

Jesus påtog sig vores synd. Mens Markus fortæller, at Jesu blod ”som udgydes for mange” (Mark 14, 24), tilføjer Matthæus ”for at de kan få tilgivelsen for deres synder”.

I starten af hans evangelium siger englen til Josef: ”Hun skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.”(Matt 1,21).

Nu, mod slutningen af evangeliet, holder Jesus bægeret i vejret og taler om syndsforladelse.

Vi er alle syndere. Til tider har vi syndet og har derfor brug for forsoningens sakramente. De fleste gange, selv om vi ikke har brudt forholdet til Jesus, har vi alligevel fejlet her og der. Vi har syndet. Men en af messens hovedformål er også syndsforladelse. Det er en trøstende tanke, som burde understreges mere.