”Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, der var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke” (Joh 21,11).
Jeg står lidt ude til siden og ser på, hvad der sker. Der foregår rigtig meget.
Det er typisk, at det netop er Peter, som reagerer, da Jesus beder dem komme med nogle af de fisk, de har fanget. Peter springer ombord og i agterstavnen griber han fat i nettet med fisk og haler det i land. I øvrigt er det jo også hans båd og hans net.
Det går op for mig, at det skyldes Jesus – og ikke disciplenes egne evner som fiskere – at de fangede de 153 fisk. Ligeledes var det Jesus, som havde lavet morgenmad til dem. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige tak!
Jeg tænker ved mig selv, at de nok er helt opstemte. Men alligevel kunne de i det mindste godt sige tak.
Mens jeg nu står dér og ser på, kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg selv har det med at give udtryk for min taknemmelighed overfor Vor Herre. Når det lykkes for mig at gøre et eller andet godt, er jeg mest tilbøjelig til at tænke, at det da er noget, jeg kan takke mig selv for. Men kommer ikke alt fra Gud – mit eget liv inklusive? Og her sidder jeg så og kritiserer disciplene for at glemme at sige tak!
Lidet efter ser jeg så Peter gå tilbage til båden for at ordne et eller andet; jeg går hen til ham, og vi taler lidt om det.
Overvej hele denne scene nogle minutter.
Bibelnyt's Blog 