Jesus er med i min almindelige hverdag

”Han [Jesus] sagde til dem: ’Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst’. De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der” (Joh 21,6).

Jeg sidder i båden, der lige nu er på vej ind mod kysten uden fisk. Forslaget fra ham manden inde på land gør, at der bliver en del småsnakken i båden. ”Otte timers nattefiskeri på et par af de bedste fiskepladser, vi kender, og så ikke noget som helst. Og nu her godt et par hundrede meter fra land siger ham der inde så, at vi bare skal kaste vore net ud over styrbords ræling, så skal vi nok få fanget nogen fisk. Ja, ja den er god med ham. Bliv bare ved med at ro.”

Peter ler en træt latter og siger så: ”Åh, hvad … Lad nu båden drive lidt, så kaster jeg et net ud over siden for at gøre ham tilpas.”

Vi driver lidt for strømmen med nettet i vandet. I løbet af ca. 10 sekunder bliver nettet levende, og da vi ser ud over rælingen, ser vi, at nettet er fyldt med flere fisk, end vi nogensinde tidligere har set.

Nu bliver der liv i båden. Alle vågner pludselig op. Et par af dem har så megen situationsfornemmelse, at de sanser at tage et godt greb i nettet og prøve at hale det ind. Det kan ikke lade sig gøre. Det er alt for fuldt.

Det er virkelig sandt. ”Uden mig kan I slet intet gøre.” Jeg har behov for Vor Herre. Han er med mig også i min almindelige hverdag.

For eksempel når jeg vil ud og fiske, eller hvad jeg nu ellers vil foretage mig på en eller anden bestemt dag.

Ophold dig ved denne scene i nogle minutter.

Advertisement

Alt synes at gå galt

”Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: ’Børn, har I noget at spise?’ ’Nej’, svarede de.” (Joh 21,4-5).

Man begynder at ane et skær af dagslys på den østlige horisont. Den lange nat er ovre.   Vores båd er som et spøgelsesskib. Nogle af disciplene sover. Jeg har holdt mig vågen ved at holde øje med, hvad der skete omkring mig, og ved at tænke over tingene. Det eneste, der høres, er et par af disciplenes snorken og bølgernes skvulpen mod rælingen.

Peter, der almindeligvis ikke er så hurtig til at give op, siger: ”Lad os trække nettene ind og styre mod land”. Alle er enige med ham. Det er ikke spor morsomt, at komme i land uden en ladning fisk, der kan sælges, og endda uden at have et par stykker, man kan spise til morgenmad.

Bare ved at se på disciplenes ansigter ser man, at de alle tænker stort set det samme: de er på vej tomhændede hjem til endnu en dag uden indhold.

Da båden er nogle få hundrede meter fra kysten, ser vi en mand stå netop dér, hvor båden er på vej ind. Han former sine hænder som en tragt og råber for at spørge, om vi har fanget noget. Nogle vender det hvide ud af øjnene, mens andre simpelthen svarer ved at råbe: ”Nej!”

Alt synes at gå galt. I et sarkastisk tonefald siger en af dem: ”Husker I, at Jesus en gang sagde: ’Uden mig kan I slet intet gøre’? Han havde jo ret! Ikke en gang en fisk kan vi fange.”

De får alle til at bryde ud i latter. Men efterhånden som de én efter én begynder at tænke over ordene, klinger latteren langsomt af.

Overvej for en stund denne scene.

Hvad er det, der mangler?

”Simon Peter sagde til dem: ’Jeg tager ud at fiske’. De sagde: ’Vi tager med dig. De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting” (Joh 21,3).

Jeg er sammen med disse syv disciple i Peters hus i Kapernaum. Solen er ved at gå ned, men selv om hele sceneriet er skønt, er humøret langt nede.   Peter, der altid er den, der sætter gang i tingene, får en idé. Hans båd og hans udstyr ligger lige dér på kysten, og han véd af erfaring, at fiskeriet sædvanligvis er bedst om natten. Så han siger: ”Jeg tager ud at fiske. Er der nogen, som vil med?” Alle vil gerne med. Det er bedre end bare at sidde og kigge ud i luften.                                

Det hjælper på humøret, da vi får båden og nettene gjort klar og får skubbet fra land. Det er altid forfriskende at være på vandet.  Men efter fire timer føles det ikke længere spor forfriskende. Vi har ikke heldet med os. Ikke en eneste fisk i garnene. Ingen siger længere noget. Og så fire timers mørke endnu.

Hvad er det, der mangler? Det plejer altid at være rart herude, også når vi ikke fanger ret meget.  Det, vi savner, er Vor Herre. Da han først var blevet en del af vort liv, var alt – også det at fiske – tomt uden ham.  Endelig er der en af disciplene, som har mod til at sige det. Og jeg hører dem begynde at tale med hinanden om det.

Bliv nogle øjeblikke ved denne scene.

Hvor er det liv, Jesus talte om?

”Derefter åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen” (Joh 21,1-2).

[Kapitel 21 synes at være blevet tilføjet, efter at de foregående kapitler var skrevet. Det betragtes som værende en del af den inspirerede tekst, og er at finde i de tidligste manuskripter. Dette kapitel beskriver hvorledes Vor Herre åbenbarer sig for sine disciple, uden at der gøres forsøg på at harmonisere denne tekst med det foregående materiale.]                

Sammen med syv af disciplene befinder jeg mig nu godt 145 km nord for Jerusalem i Israel. Vi er i Peters hus i Kapernaum, som ligger på nordsiden af Galilæasøen, der også undertiden kaldes Tiberiasøen.   For at sige det som det er, så er disse disciple ikke særlig morsomme at være sammen med. Almindeligvis er de en meget livlig gruppe. Men lige nu ser de mest af alt fortabte ud, de virker modløse. Det er næsten som om de har givet op og er parate til at vende tilbage til deres gamle tilværelse. Jeg ser på dem, og ét for ét studerer jeg deres ansigter. Jeg husker at Jesus sagde: ”Jeg er kommet for at de skal have liv og have det i overflod”.  

Hvor er det liv? Atmosfæren er lammende. De sidder bare rundt omkring – uden nogen idé om, hvad de skal foretage sig. De keder sig. Uden at have noget at tage sig til.

Undertiden er folk omkring mig da af en eller anden grund ikke særlig opmuntrende. Hvad skal jeg stille op med det? Ja, jeg kan jo altid pakke sammen og gå min vej. Hvad skal jeg gøre?

Jeg taler med Vor Herre om det.

Bliv et øjeblik stående ved denne scene.

Elsk hverandre

Dagens Evangelium gør det klart, hvor vigtigt buddet om at elske hinanden er. Jesus gav sine disciple dette bud kun få timer før den død, som han vidste ventede ham. På et sådant tidspunkt er de ting, som en person siger, vigtige. Jesu sidste ord lød: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.”

Med baggrund i den ærbødighed, som Jesus og det jødiske folk havde for Moseloven, har det på ingen måde været let for Jesus at sige dette. Han gjorde det i forbindelse med et rituelt måltid, påskemåltidet, samtidigt med at han understregede, at disse ord fremover skulle være kendemærket for dem, som ville være hans efterfølgere: ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.”

Det drejer sig her om disciplenes kærlighed til hinanden – den kærlighed vi som katolikker, som kristne har til hinanden. Her taler Jesus specifikt om den måde, hvorpå kristne tager imod, støtter, styrker og elsker hinanden. Det skal være kendemærket for hans efterfølgere.

Hvis man foretog en meningsmåling, om hvad det er, der kendetegner katolikkerne, ville man så finde nogen, som ville tale om den måde, hvorpå vi elsker hinanden? Måske ville nogen sige: ”Katolikkerne, det er dem, der tror på paven” eller: ”Katolikkerne, det er dem, som ikke spiser kød om fredagen”. Nogen vil måske tale om, hvordan vi beder til helgenerne eller til Jomfru Maria, eller om vort syn på fødselskontrol og på aborter. Det er svært at leve op til de værdier, som Jesus har lært os, hans tilgivelse, hans generøsitet og hans kærlighed. Det er svært at holde fast i sit håb og sine drømme, når tingene ikke går så godt. Det er svært at være venlig i en voldelig verden.  Men måske kommer der en dag i en ikke alt for fjern fremtid, hvor folk, når de blive bedt om at kommentere katolikkernes kendetegn, så vil sige: ”Katolikker, de elsker hinanden.”

Jeg betror dig dette.

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31).

Vi befinder os i havnebyen Efesus og sidder ved siden af hinanden på en stor klippe ud mod kysten. Det er tidlig aften. Jeg taler fortsat med forfatteren af Johannesevangeliet. Jeg har aldrig tidligere talt med en evangelieforfatter.                                                                                                                                    Efter at have fortalt mig, hvor omhyggelig han har været med at viderebringe traditionen omkring Jesus, vender han sig og ser mig lige i øjnene. Han fortæller, at han har brugt år på at skrive dette Evangelium, og – siger han – ”jeg har gjort det, for at du skal komme til tro på at Jesus er Messias, Guds Søn”.

Han understreger, at han ikke har gjort det for at gøre reklame eller for at øge tilslutningen. Han har skrevet det, for at vi ved dette Evangelium kan komme i kontakt med den levende Herre, Jesus Kristus. Hans dybe tro styrker mig. Han fortsætter med at tale på denne måde. Det bliver snart mørkt, og varsomt overrækker han mig nu sit Evangelium med ordene: ”Jeg betror dig dette. Lev efter det. Giv det til andre. Det er et godt budskab. Det bedste budskab nogensinde. Jeg takker ham og fortæller ham, hvor meget dette Evangelium betyder for mig.

Tilbring nu nogle minutter sammen med Vor Herre.

Vi selv er en del af denne historie

”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog” (Joh 20,30).

Nu er der så gået godt 60 år, siden de begivenheder, vi omtalte i går med Thomas og de andre disciple, fandt sted. Jeg vandrer af sted langs kysten sammen med forfatteren til Johannesevangliet. Han er netop for nylig blevet færdig med at skrive, og i hænderne har han en kopi af Evangeliet, som han tænker på at give mig. Han holder den knuget ind til sig med begge hænder. Ingen kan være i tvivl om, at han anser dét, han bærer på, for at være kostbart. Ja, ikke alene kostbart. Helligt.

Førend han overrækker mig Evangeliet, er der noget, han vil, at jeg skal vide. Han tror inderligt på dét, han har skrevet. Det er ikke kun hans egen mening, han har nedfældet. Det, han har skrevet, er i overensstemmelse med den omhyggeligt overleverede tradition. Den tradition, ifølge hvilken man i hans kristne menighed i Efesus bad og fejrede liturgien. Johannes er klar over, at Gud har virket gennem ham, mens han skrev dette Evangelium. Han betoner den omstændighed, at han i virkeligheden også kunne have skrevet om mange andre ting. Men han har valgt ikke blot at opregne en lang række kendsgerninger. Af det, som Jesus gjorde og sagde, har han skrevet om dét, der især vil kunne hjælpe os, til at forstå hvem Jesus er, og hvad det var, han kom for at gøre.

Først og fremmest er det hans ønske, at jeg og alle andre, som læser dette Evangelium, skal vide, at vi selv er en del af denne historie. For historien er ikke slut, den fortsætter. Jesus er stadig nærværende ved sin Ånd. Jesus virker gennem os.

Efter nogen tid sætter vi os, og jeg spørger ham lidt mere ud, om hvad det vil sige at være en del af historien.

Ophold dig nogle minutter ved denne scene.

Jesus taler om mig…

”Jesus sagde til ham: ’Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror’” (Joh 20,29).

Det er et stort drama, der har fundet sted her i rummet. Dramaet har udspillet sig alene mellem Jesus og Thomas. De andre disciple har bare set til.   Også jeg ser på, men fra sidelinjen.   Vi har netop været vidner til, at Thomas har åbnet og taget imod troens gave.  Jesus bekræfter at Thomas i sandhed er troende.     

Efter et stykke tid vender Jesus sig og ser ud til siden, hen imod mig; men hans blik synes også at række ud over tidens og rummets tærskel. Han synes at se fjerne ansigter i fjerne tider og på fjerne steder.   Jesus peger hen mod mig og længere ud, idet han siger: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.”  

Han taler om alle de mange mennesker fra tider, der har været, og i tider, der skal komme.   Han taler om mig.

Ophold dig et øjeblik ved denne scene.

Se Jesus i øjnene med troens øjne

”Thomas svarede: ’Min Herre og min Gud!’” (Joh 20,28).   

Den opstandne Jesus står dér, lige foran Thomas. De andre disciple står i en halvcirkel bag ham og lytter opmærksomt til hvert eneste ord, der bliver sagt. Selv står jeg lidt til siden og prøver at få det hele med.  Thomas står som forstenet, da Jesus opfordrer ham til at ”stikke [sin] finger i naglemærkerne og stikke [sin] hånd i hans side”. Han står bare dér og ser Jesus i øjnene. 

Så siger Thomas nogle ord til Jesus; ord som ingen anden disciple endnu havde brugt, når de henvendte sig til ham. Han henvender sig til Jesus med de samme ord, som israelitterne i århundreder havde brugt, når de henvendte sig til den ene og sande Gud. Meget langsomt siger han: ”Min Herre og min Gud.”  

Alle i denne halvcirkel er jøder, og alle véd, hvad disse ord betyder. Når de og andre havde henvendt sig til Jesus, havde de gjort det med ordene rabbi, Messias, profet eller Guds Søn. Men ”den tvivlende Thomas” er den første, som henvender sig til Jesus med de samme ord, som det udvalgte folk brugte, når de ville henvende sig til Gud.                                                                  

Lige dér foran os ser vi Thomas stå og se Jesus i øjnene med troens øjne. Thomas erkender, at Jesus ikke bare er det første menneske, som overvinder døden, ikke bare en eller anden, som er sendt dem af Gud, at han ikke bare er noget særligt i Guds øjne, at Gud ikke bare har taget ham til sig. Jesus er Gud. 

 Alle – mig selv indbefattet – bevæger vi langsomt læberne, mens vi dæmpet, men med glød i stemmen siger: ”Ja og Amen.”

Ophold dig et øjeblik ved denne scene.

Du skal tro mig

”Derpå sagde [Jesus] til Thomas: ’Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende’.” (Joh 20,27).

Jeg kan ikke bare se passivt til. Jeg er fyldt af ærefrygt, af undren og ærbødighed. Man kan ikke bare stå og se på, når den levende, sande, opstandne Jesus – Guds synlige billede – står dér lige foran dig.   

Jeg kaster et blik på de andre. De står fuldstændigt lamslåede.   Jesus ser sig omkring. Han stirrer ikke ligesom vi. Han ser varmt på os; som en mor, der ser på sine børn. 

Så går Jesus et par skridt frem mod Thomas, ikke helt tæt på ham som om han vil konfrontere ham; han går blot lidt nærmere.    Jesus siger så til ham – som en mor ville gøre det overfor et meget selvbevidst barn – at hvis han vil se og røre ved hans sår, så kan han bare gøre det. Dét, Jesus mest af alt giver udtryk for, er, at han ønsker, at Thomas skal slutte sig til de andre og ikke længere være blot tilskuer, men være troende.

Gør det nu, Thomas. Du skal ikke bare huske mig. Du skal tro mig – ikke som den, jeg var; men som den jeg er. Elsk mig, sådan som jeg elsker dig”.

Jeg tænker ikke længere på dét, der foregår mellem Jesus og Thomas. Jeg begynder at tænke på dét, der sker mellem Jesus og mig. Jeg hører, at den samme opfordring bliver rettet til mig: ”Du skal ikke blot huske mig, som jeg var. Tro mig; ikke som den jeg var, men som den jeg er. Elsk mig, som jeg elsker dig.

Brug nogen tid i stilhed til at være sammen med Vor Herre.