Fred i sindet, fred i hjertet.


”Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” (Joh 20,21).

Jeg befinder mig i salen sammen med disciplene, helt opløftet over den glædelige begivenhed.  Efterhånden falder der ro over os, og med et smil giver Jesus os igen sin velsignelse: ”Fred være med jer.”

Disse ord har vi i den grad brug for. Af alle de ting, jeg ønsker mig, er fred det allervigtigste. Fred i sindet, fred i hjertet. Jeg ønsker mig fred i mit allerinderste, helt derinde hvor kun jeg kan komme.

Og den velsignelse, Jesus giver mig, er ikke bare udtryk for et ønske – ligesom når man siger: Hav´ en god dag!” Jesus meddeler mig en kendsgerning; han giver mig sand velsignelse. – Hvis Jesus ville sige: ”Hav´ en god dag”, så ville han ikke ønske mig en god dag; han ville give mig den.                                                                  

 Så når Jesus siger: ”Fred være med jer”, så giver han os indre fred. Hvilken gave!  En af disciplene giver mig et puf og siger: ”For tre dage siden sagde Jesus til os lige her, mens vi sad og spiste, at han ville gøre det; men vi forstod ikke, hvad det var, han sagde. Han sagde: ’Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.’ Nu forstår vi, hvad det var, han mente.”     Og efter at have givet os sin fred, sender Jesus os så ud for at skabe fred, for at være fredsmagere, ligesom Faderen sendte ham.   

Der er nu meget stille i salen. Den fredsgave, Jesus har givet os, har gjort sin virkning. Vi står alle og tænker på nogle mennesker og nogle steder, hvor vi kan virke som fredsmagere.

Ophold dig nogle minutter ved denne scene.

Reklamer

Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse


”’Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.’ Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med” (Joh 21,18-19).

Jeg står stadig et lille stykke fra Jesus og Peter, som sammen er gået lidt væk fra de andre. Jeg kan godt lide at høre på Jesus, når han taler i billeder, sådan som han gør, når han her taler om bæltet, der bruges til at stramme de løse klæder, så det bliver muligt at bevæge sig frit. Jesus minder Peter om, at unge mænd kan klæde sig selv på og gå hen, hvor de vil. Men når mennesker bliver gamle og svagelige, er det andre, som må klæde dem på og lede dem fra sted til sted.

Jesus taler tydeligvis om Peters død og peger på, at den vil ske ved en korsfæstelse, ved hvilken offeret undertiden bliver bundet eller naglet til korset.

Det Jesus synes at forvente dette, idet han siger: ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Ved at betragte Peters ansigt ser jeg, at det ikke er helt ligetil for ham at høre dette. Jesus synes at være forberedt på at det ville være sådan, når han sagde; ”En anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.”

Det overrasker mig, hvor roligt Jesus er i stand til at tale om korsfæstelse. Forfærdende som det er, ser det ikke ud til, at det vækker grumme minder for ham. – Gud transformerede en grufuld død til en herlig opstandelse. Gud kan gøre alt.

Jeg afbryder dem et øjeblik for at spørge Jesus, hvordan man klarer at beskæftige sig med en grufuld oplevelse, man har haft, og om hvordan Peter skal kunne klare at tænke på, at der i hans fremtid venter ham en grufuld oplevelse. Også Peter tager del i samtalen.

Tænk et øjeblik over denne scene.

Peter er såret af smerte


”Jesus sagde til ham for tredje gang: ’Simon, Johannes´ søn, har du mig kær?’ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ’Har du mig kær?’ og han svarede ham: ’Herre, du véd alt; du véd, at jeg har dig kær’. Jesus sagde til ham: ’Vogt mine får!’” (Joh 21,17).

Jeg ser, at nogle af disciplene kigger og undrer sig over, hvad det er, der foregår mellem Jesus og Peter. Sindsbevægelsen er til at få øje på i Peters ansigt.

Men Jesus vil ikke forlade Peter kun halvt helet. Selv om det er smertefuldt for dem begge, så spørger Jesus en tredje gang: ”Elsker du mig?”

Peter er såret. Ikke af Jesus, men af smerten, der er forbundet med dét, han ikke kan glemme.

”Herre, du véd alt; du véd, at jeg elsker dig.”

Man kan forestille sig Peter sige disse ord på mange forskellige måder. Er det i et blidt, eller er det i et lettere ironisk tonefald, han udtaler dem? Tøver han mellem nogle af ordene? Holder han for eksempel en lang pause og tager en dyb indånding efter ”Herre”? Hvilke af ordene siger han med eftertryk?

Da det er forbi, taler jeg med Peter om det hele.

Bliv stående en tid ved denne scene.

Brobyggeren


I Johannesevangeliet er der en længere scene, som ikke genfindes i nogen af de andre Evangelier. Denne scene løber over flere kapitler. Det drejer sig om den scene, hvor Jesus, nogle timer før han skal dø, sidder til bords med sine disciple og taler til dem.

I dag hører vi de sidste ord, som Jesus siger ved dette deres sidste fælles aftensmåltid. Det næste, der kommer til at ske, er, at Jesus bliver arresteret og meget snart herefter henrettet. Det er allerede sen aften. Næste dag kl. 3 om eftermiddagen bliver han dræbt.

Disse Jesu sidste ord, som også er rettet til os, er ligesom tæppefaldet. Hans sidste ord er en bøn. Han taler til Gud, sin far, og han beder for blandt andre også os, du og jeg.

Idet han ser på sine disciplene, siger han til sin far: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Jesus er mester-brobyggeren. Jesus kom for at bygge bro mellem himmel og jord, og Jesus kom for at bygge bro mellem alle mennesker. Og her beder han, mester-brobyggeren, om at de må være ét, og at alle fremtidige mennesker må være ét.

Jesus er mester-brobyggeren og han har kaldet os og udsendt os til at gå ud og bygge tusinder og atter tusinder af broer.

Hvordan i alverden kunne han gøre det?


”Igen, for anden gang, sagde han til ham: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig?’. Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær. ’Jesus sagde til ham: ’Vær hyrde for mine får!’” (Joh 21,16).

Jeg står og ser på, at Jesus gør noget, som rigtigt varmer mit hjerte. Blot ved at se på de to, går det op for mig, at Jesus virkelig ikke er særlig oprørt over, at Peter fornægtede ham tre gange. For Jesus var dét på en måde ikke så vigtigt. Den slags sker, når man er trængt op i en krog.

Jesus har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om Peters kærlighed. Man kan se, at Jesus har ondt af ham, fordi han er klar over, hvor dårligt Peter har haft det, siden det skete.

Peter har det skidt. Han er skuffet. Ja, ikke kun skuffet, han føler sig også ydmyget, skamfuld. Hvordan i alverden kunne han gøre det?

Jesus vil nu give ham en mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet ham, og nu får han så tre gange muligheden for at sige, hvor meget han elsker ham.,

Dét, Jesus her gør, er rigtig kærligt gjort.

Jeg ville gøre alt, for at være i Peters sko lige nu. For der har også været tider, hvor jeg har svigtet Herren, og skuffet mig selv. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at gøre noget af dét godt igen, som jeg har gjort. Jeg ville gerne fortælle Vor Herre, at jeg er ked af det, og at jeg virkelig elsker ham – og bagefter kunne høre ham tilgive mig.

På samme måde som Peter lige nu.

Overvej denne scene en stund

Elsker du ham?


”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig mere end de andre?’ Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær.’ Jesus sagde til ham: ’Vogt mine lam!’”

(Joh 21,15).

Jesus og Peter var gået lidt væk fra de andre, og de to var nu alene. Bortset fra at jeg står ganske tæt ved og ser på og lytter. Ingen af dem synes at have noget imod det.  Det er endnu tidlig morgen og ganske koldt. Søen er rolig.

Det er Jesus, som har taget initiativet og har bedt Peter om at gå med lidt hen ad kysten, hvor de kan være alene. Peter har ventet på denne mulighed, men er alligevel lidt nervøs ved det.

”Elsker du mig mere end de andre?” Jesus spørger ikke nødvendigvis, om Peter elsker ham mere, end de andre disciple gør. Måske er det dét, det drejer sig om; men han kan også have spurgt, om Peters kærlighed til ham er større end hans kærlighed til de andre, dvs. til hans venner.

Læs Evangeliets tekst endnu en gang og spørg for eksempel: Hvordan er udtrykket i Jesu ansigt, da han stiller spørgsmålet til Peter? Hvordan lyder hans stemme? Hvilke ord lægger han vægt på?

Hvad er udtrykket på Peters ansigt, i det øjeblik han hører spørgsmålet? Ser han ned i sandet, eller ser han Jesus i øjnene?

Og da Peter så svarer, hvordan er da hans stemme, hans øjne, hans håndbevægelser? Hvilke ord lægger hans vægt på, tøver han ved visse af ordene?

Det, at se på hvordan de taler sammen, hjælper mig meget, når jeg selv taler med Herren.

Bliv nogle øjeblikke stående ved denne scene

Han er festens vært


”Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken. Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde” (Joh 21,13-14).

Mens jeg står og ser på, spekulerer jeg på, om disciplene kan se parallellen mellem dét, der sker her, og dét, der skete ved den sidste nadver. Ved den sidste nadver – ifølge Lukas – ”tog Jesus brødet … og gav dem det”. De samme ord, som man må bruge, hvis man skal beskrive dét, der sker i dette øjeblik.

Jeg begynder at spekulere på, hvorledes disciplene vil fejre Eukaristien sammen med andre mennesker. Endnu er der ingen, som har gjort det. Hvordan vil det foregå i disse allerførste år uden fastlagte ritualer, uden at Evangelier og epistler er skrevet ned?

Når de begynder at fejre Eukaristien, vil de uden tvivl tænke tilbage både på den sidste nadver og på dette måltid, samt på alle de andre måltider, de har delt med Jesus under hans virke her på jorden.

Og når de fejrer Eukaristien, vil de have en stærk fornemmelse af, at Herren er til stede som festens vært; på samme måde som han var vært både ved den sidste nadver og nu her ved måltidet denne morgen.

Mens jeg står og ser på det, der foregår, begynder jeg at tænke på, om jeg altid har en stærk fornemmelse af Herrens tilstedeværelse ved Eukaristien, ikke kun i brødet og vinen, men som den, der indbyder til fejringen af dagen.

Overvej dette sceneri nogle minutter.