Brobyggeren

I Johannesevangeliet er der en længere scene, som ikke genfindes i nogen af de andre Evangelier. Denne scene løber over flere kapitler. Det drejer sig om den scene, hvor Jesus, nogle timer før han skal dø, sidder til bords med sine disciple og taler til dem.

I dag hører vi de sidste ord, som Jesus siger ved dette deres sidste fælles aftensmåltid. Det næste, der kommer til at ske, er, at Jesus bliver arresteret og meget snart herefter henrettet. Det er allerede sen aften. Næste dag kl. 3 om eftermiddagen bliver han dræbt.

Disse Jesu sidste ord, som også er rettet til os, er ligesom tæppefaldet. Hans sidste ord er en bøn. Han taler til Gud, sin far, og han beder for blandt andre også os, du og jeg.

Idet han ser på sine disciplene, siger han til sin far: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.”

Jesus er mester-brobyggeren. Jesus kom for at bygge bro mellem himmel og jord, og Jesus kom for at bygge bro mellem alle mennesker. Og her beder han, mester-brobyggeren, om at de må være ét, og at alle fremtidige mennesker må være ét.

Jesus er mester-brobyggeren og han har kaldet os og udsendt os til at gå ud og bygge tusinder og atter tusinder af broer.

Advertisement

Hvordan i alverden kunne han gøre det?

”Igen, for anden gang, sagde han til ham: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig?’. Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær. ’Jesus sagde til ham: ’Vær hyrde for mine får!’” (Joh 21,16).

Jeg står og ser på, at Jesus gør noget, som rigtigt varmer mit hjerte. Blot ved at se på de to, går det op for mig, at Jesus virkelig ikke er særlig oprørt over, at Peter fornægtede ham tre gange. For Jesus var dét på en måde ikke så vigtigt. Den slags sker, når man er trængt op i en krog.

Jesus har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om Peters kærlighed. Man kan se, at Jesus har ondt af ham, fordi han er klar over, hvor dårligt Peter har haft det, siden det skete.

Peter har det skidt. Han er skuffet. Ja, ikke kun skuffet, han føler sig også ydmyget, skamfuld. Hvordan i alverden kunne han gøre det?

Jesus vil nu give ham en mulighed for at gøre det godt igen. Tre gange havde Peter fornægtet ham, og nu får han så tre gange muligheden for at sige, hvor meget han elsker ham.,

Dét, Jesus her gør, er rigtig kærligt gjort.

Jeg ville gøre alt, for at være i Peters sko lige nu. For der har også været tider, hvor jeg har svigtet Herren, og skuffet mig selv. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for at gøre noget af dét godt igen, som jeg har gjort. Jeg ville gerne fortælle Vor Herre, at jeg er ked af det, og at jeg virkelig elsker ham – og bagefter kunne høre ham tilgive mig.

På samme måde som Peter lige nu.

Overvej denne scene en stund

Elsker du ham?

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ’Simon, Johannes´ søn, elsker du mig mere end de andre?’ Han svarede: ’Ja, Herre, du véd, at jeg har dig kær.’ Jesus sagde til ham: ’Vogt mine lam!’”

(Joh 21,15).

Jesus og Peter var gået lidt væk fra de andre, og de to var nu alene. Bortset fra at jeg står ganske tæt ved og ser på og lytter. Ingen af dem synes at have noget imod det.  Det er endnu tidlig morgen og ganske koldt. Søen er rolig.

Det er Jesus, som har taget initiativet og har bedt Peter om at gå med lidt hen ad kysten, hvor de kan være alene. Peter har ventet på denne mulighed, men er alligevel lidt nervøs ved det.

”Elsker du mig mere end de andre?” Jesus spørger ikke nødvendigvis, om Peter elsker ham mere, end de andre disciple gør. Måske er det dét, det drejer sig om; men han kan også have spurgt, om Peters kærlighed til ham er større end hans kærlighed til de andre, dvs. til hans venner.

Læs Evangeliets tekst endnu en gang og spørg for eksempel: Hvordan er udtrykket i Jesu ansigt, da han stiller spørgsmålet til Peter? Hvordan lyder hans stemme? Hvilke ord lægger han vægt på?

Hvad er udtrykket på Peters ansigt, i det øjeblik han hører spørgsmålet? Ser han ned i sandet, eller ser han Jesus i øjnene?

Og da Peter så svarer, hvordan er da hans stemme, hans øjne, hans håndbevægelser? Hvilke ord lægger hans vægt på, tøver han ved visse af ordene?

Det, at se på hvordan de taler sammen, hjælper mig meget, når jeg selv taler med Herren.

Bliv nogle øjeblikke stående ved denne scene

Han er festens vært

”Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken. Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde” (Joh 21,13-14).

Mens jeg står og ser på, spekulerer jeg på, om disciplene kan se parallellen mellem dét, der sker her, og dét, der skete ved den sidste nadver. Ved den sidste nadver – ifølge Lukas – ”tog Jesus brødet … og gav dem det”. De samme ord, som man må bruge, hvis man skal beskrive dét, der sker i dette øjeblik.

Jeg begynder at spekulere på, hvorledes disciplene vil fejre Eukaristien sammen med andre mennesker. Endnu er der ingen, som har gjort det. Hvordan vil det foregå i disse allerførste år uden fastlagte ritualer, uden at Evangelier og epistler er skrevet ned?

Når de begynder at fejre Eukaristien, vil de uden tvivl tænke tilbage både på den sidste nadver og på dette måltid, samt på alle de andre måltider, de har delt med Jesus under hans virke her på jorden.

Og når de fejrer Eukaristien, vil de have en stærk fornemmelse af, at Herren er til stede som festens vært; på samme måde som han var vært både ved den sidste nadver og nu her ved måltidet denne morgen.

Mens jeg står og ser på det, der foregår, begynder jeg at tænke på, om jeg altid har en stærk fornemmelse af Herrens tilstedeværelse ved Eukaristien, ikke kun i brødet og vinen, men som den, der indbyder til fejringen af dagen.

Overvej dette sceneri nogle minutter.

Alle skulle kunne tale lige ud af posen med Jesus

”Jesus sagde ti dem: ’Kom og spis!’ Ingen af disciplene turde spørge ham: ’Hvem er du?’ For de vidste, at det var Herren” (Joh 21,12).

 Jeg står stadig på nordbredden af Galilæasøen og ser på, at disciplene indånder duften af den morgenmad, som Jesus er i færd med at tilberede til dem. Jeg spiser ikke. Jeg ser bare på, mens jeg lærer mere og mere om mit forhold til Herren.

En af de ting, jeg har lagt mærke til, er, hvordan det lidt efter lidt er gået op for dem, at det er den opstandne Herre, der er hos dem. Til at begynde med, da de så Jesus fra båden, ”vidste de ikke, at det var Jesus”. Og selv om ”de så, at det var Herren”, er de stadig en smule tøvende, næsten som om det er for godt til at være sandt.

En anden ting, jeg har lagt mærke til, er hvor anderledes den opstandne Herre ser ud. Det at opstå fra de døde er ikke som at være blevet rask efter en sygdom, som at have genvundet sit gamle liv. Det er som at blive født til et transformeret liv som menneske.

Jeg spekulerer på, om årsagen, til at disciplene er tilbageholdende med at spørge Jesus, er, at de er bange for, at han vil være skuffet over dem. De forestiller sig, at han måske forventer, at de ikke tvivler.

Hvorfor skulle de gøre det? Alle skulle kunne tale lige ud af posen med Jesus. På den anden side må jeg indrømme, at jeg undertiden undgår at tale helt åbenhjertigt med Jesus.

Jeg afventer en mulighed for at få et par minutter alene med Vor Herre til at tale med ham om dette. Jeg fortæller ham, at jeg til tider er tilbageholdende, med at sige ham nøjagtigt hvad jeg tænker eller føler. Han begynder med at sige, at det var helt rigtigt af mig at fortælle, dét jeg netop har sagt.

Det var en rigtig god begyndelse.

Overvej denne scene nogle minutter

Sig tak

”Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, der var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke” (Joh 21,11).

 Jeg står lidt ude til siden og ser på, hvad der sker. Der foregår rigtig meget.

Det er typisk, at det netop er Peter, som reagerer, da Jesus beder dem komme med nogle af de fisk, de har fanget. Peter springer ombord og i agterstavnen griber han fat i nettet med fisk og haler det i land. I øvrigt er det jo også hans båd og hans net.

Det går op for mig, at det skyldes Jesus – og ikke disciplenes egne evner som fiskere – at de fangede de 153 fisk. Ligeledes var det Jesus, som havde lavet morgenmad til dem. Endnu har jeg ikke hørt nogen sige tak!

Jeg tænker ved mig selv, at de nok er helt opstemte. Men alligevel kunne de i det mindste godt sige tak.

Mens jeg nu står dér og ser på, kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg selv har det med at give udtryk for min taknemmelighed overfor Vor Herre. Når det lykkes for mig at gøre et eller andet godt, er jeg mest tilbøjelig til at tænke, at det da er noget, jeg kan takke mig selv for. Men kommer ikke alt fra Gud – mit eget liv inklusive? Og her sidder jeg så og kritiserer disciplene for at glemme at sige tak!

Lidet efter ser jeg så Peter gå tilbage til båden for at ordne et eller andet; jeg går hen til ham, og vi taler lidt om det.

 Overvej hele denne scene nogle minutter.

Jesus rækker vedholdende ud mod mig

”Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: ’Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget’” (Joh 21,9-10).

 Jeg befinder mig der på kysten og følger med i, hvad der sker rundt omkring mig. Jesus står her på den nordlige bred af Galilæasøen med fisk og brød på et trækulsbål. Jeg kommer til at tænke på to tidligere begivenheder.

Den nordlige bred af Galilæasøent er også det sted, hvor Jesus på mirakuløs vis gav menneskemængden brød og fisk at spise. Trækulsbålet. Den sidste gang, Jesus og Peter var sammen, var ved trækulsbålet i ypperstepræstens gård, da Peter fornægtede ham tre gange.

Men tilbage til det, der foregår nu og her. Jeg véd, at disciplene er sultne efter at have fisket hele natten. Og dér står så Jesus med mad, som han har tilberedt til dem. Man må sige, at han er omsorgsfuld.

Ved den sidste nadver – ifølge Lukas Evangeliet – kom disciplene til at diskutere, hvem af dem der var mest betydningsfuld. Jesus sagde til dem: ”Hvem er den største; den som sidder til bords, eller den som betjener ham? Alligevel er jeg her blandt jer, som den der tjener.” Og det er jo netop dét, han nu gør her. Jeg bliver nødt til hele tiden at minde min selv om, at dette er den Jesus, som døde, som opstod fra de døde, og som opfor til himlen. Og her er han så – som en moder, der tager sig af sine børn.

Jesus rækker vedholdende ud mod mig, udstrækker sin nåderige kærlighed til også at omfatte mig. Han ønsker blot at tage sig af mig, hjælpe mig, helbrede mig, tilgive mig og glæde sig over at være sammen med mig.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne afvise at være sammen med ham? Jeg véd det ikke; men alligevel er det jo dét, jeg undertiden gør. Jeg følger med i alt det, der sker omkring mig og spørger mig selv: ”Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne gøre det?”

Den ubrudte cirkel

Undertiden opfatter vi Jesu død, opstandelse og himmelfart på samme måde som Voyager Is tur i rummet. Jesus dør, opstår og farer op til Faderens højre. Og han vender aldrig tilbage. På afstand sender han os af og til nogle signaler. Som den populære sang siger det: ”God is watching us, from a distance.”

Men i dagens Evangelium siger Jesus: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Jesus siger: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer.”

Jesu død, opstandelse og himmelfart er en ubrudt cirkel. Det hele sluttede ikke med den bue på himlen, hans himmelfart tog. Jesus har lovet at være hos os ved sin egen Ånd. ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”.

Cirklen fuldendes i os. Han kom tilbage for at blive. Han gjorde det for medlemmerne af den tidlige Kirke, da han pinsedag udgød sin Ånd over dem. For os gør han det ved dåben og ved trosbekræftelsen. Jesus er ved sin Ånd i os, omkring os. Vi kan ikke se hans Ånd; ligesom vi heller ikke kan se radiobølger, selv om vi véd, at de findes i luften omkring os.

Og mere endnu. Jesus indbyder os til at slutte sig til ham i den cirkel, i hvilken vi med ham går gennem døden til faderen og dog stadig lever her på jorden. Dette er netop, hvad vi gør ved Eukaristien.

Når brødets og vinens gaver bæres frem på alteret, repræsenterer de os. I den eukaristiske bøn gøres Jesu liv nærværende for os i hans død, hans opstandelse og hans himmelfart. Vi følges med ham på vejen til Gud, idet vi overgiver os helt til Gud. I en af de eukaristiske bønner siger vi: ”Tag imod os i dit rige sammen med din elskede Søn.”

Jesus tager os med, og alligevel lever vi fortsat her på jorden; men som et nyt folk, transformerede; som Guds døtre og sønner lever vi et nyt liv.

Nogle få minutter vil de to være alene

”De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring 200 alen, og de havde nettet med fiskene på slæb” (Joh 21,8).

Jeg befinder mig på strandbredden, godt 50 meter fra Jesus og lidt ude til siden. Ude i båden er der kaos; to af disciplene forsøger at holde fast i nettet, mens de fire andre forsøger at bringe båden ind til kysten. Peter er nu næsten inde på stranden, og det er tilstrækkeligt lavvandet til, at han kan vade det sidste stykke ind. Vandet plasker højt omkring ham det sidste stykke ind til bredden.

Dette skal virkelig blive spændende. Peter, som havde forladt Herren i Getsemane og som havde fornægtet ham tre gange, skal nu møde den opstandne Herre. Nogle få minutter vil de to være alene, mens de andre ror båden ind til kysten.

Jeg spekulerer på hvorledes udtrykket i Peters ansigt vil være, nu han tager de sidste skridt hen mod Jesus? Og udtrykket i Jesu ansigt?

Hvad vil Peter sige – hvad vil være hans første ord til den opstandne Herre? Og hvad vil Jesus sige? Evangeliet fortæller os intet om det. Men jeg er her, og jeg hører det hele.

Ophold dig en tid ved denne scene

Det er noget, dit hjerte siger dig

”Den discipel, Jesus elskede, sagde til Peter: ’Det er Herren.’ Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet op om sig – han var ellers nøgen – og sprang ud i vandet” (Joh 21,7).

Jeg lægger mærke til, at den discipel, som Jesus elskede, kigger meget nøje på manden inde på kysten, allerede lige fra det øjeblik vi først fik øje på ham.

Nu ser jeg, at han hurtigt går hen til Peter, som har travlt med at uddele ordrer. Og mens han står helt stille, lægger han sin hånd på Peters skulder og siger: ”Det er Herren”.

Hvilket udtryk i Peters ansigt!

Glemt er båden, glemt er besætningen, nettet, fiskene. Peter binder sine klæder op om sig og begynder at smile, og med det samme er du klar over, hvad han vil gøre.

Og han gør det. Han hopper i vandet med et stort plask. Selv om vi er tæt på kysten, er der her stadig dybt. Peter begynder at svømme, og han svømmer godt til.

Jeg kigger længe på den mystiske skikkelse, der står inde på bredden.

Ved siden af mig står den elskede discipel; også hans øjne er fikserede på Jesus. Jeg spørger ham, hvordan han kunne vide, det var ham. ”Det er noget, dit hjerte siger dig”, siger han.

Overvej nu nogle minutter hele denne scene