Herrens dåb

”For som regnen og sneen falder fra himlen, og ikke vender tilbage dertil, men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.”

(Es 55,10-11).

Da israelitterne var sendt i eksil i det hedenske Babylon, måtte de løfterige ord, Gud tidligere havde udtalt, forekomme dem at være tomme ord. I dagens tekst bruger Esajas et billede fra naturen til at beskrive, hvorledes Guds ord altid vil bære frugt og vil blive til virkelighed, ligegyldigt hvor usandsynligt det end kan forekomme. Ordene her er en lovprisning af den kendsgerning, at Guds Ord ikke er noget almindeligt ord. Det er fyldt af nåde og kraft og kan give nyt liv. Det er levende. Det er ikke blot oplysende. Det er ikke blot rådgivende. Det er Guds direkte tale til os.

Vi tror, at når vi lytter til Guds Ord, eller når vi læser det med omhu, så taler Gud virkelig til os her og nu. Vi ikke bare lytter til eller læser noget, som Gud engang har sagt. Det er her og nu, Gud taler til os.  Det andet Vatikankoncils konstitution Guds Åbenbaring, Guds Ord siger: ”Kirken har altid æret de guddommelige skrifter på samme måde som Herrens legeme”.

I Eukaristien bruger Vor Herre brød og vin til at gøre sig nærværende for os; på samme måde bruger Gud ordene i de hellige skrifter som middel til at gøre sig nærværende for os, tale til os, virke i os. Ligesom i dagens læsning den blide regn falder på jorden og befrugter den, sådan åbner vi os for at lade Guds ord slå rod i os.

Advertisement

Gør du en forskel?

”Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte.”

(Filem 10-12)

For rigtigt at forstå, hvad det er Paulus siger i disse to sætninger, må vi gøre os klart, at slavens navn, Onesimos, er græsk og betyder ”at være til gavn”. Paulus spiller på dette ord, idet han til Filemon siger, at Onesimos ”ikke tidligere var til gavn for [ham], men … nu er til gavn både for [ham] og for mig”. Da Onesimos løb bort, var han ikke længere til nogen gavn for Filemon og påførte ham tilmed et økonomisk tab. Visse kommentatorer er af den opfattelse, at Onesimos i virkeligheden stjal nogle penge fra Filemon for at kunne klare sig som bortløben slave. Men, siger Paulus, Onesimos lever nu op til sit navn. Han er nu til gavn. Ja, han er et forandret menneske, en anden person; han er blevet kristen.

Den kristne dåb forandrer os virkelig på radikal vis. Dette kommer på dramatisk vis til udtryk i den traditionelle liturgiske form af dette sakramente. Man nedsænkes i vandet og dør fra den måde, man hidtil har levet livet på; derefter står man op af vandet for at leve livet på en ny måde, eftersom man nu har Kristi liv i sig. På Pauli tid, da den almindelige befolkning ikke talte ret mange kristne, kan andre mennesker have gjort den iagttagelse, at ”dette var noget de gjorde – eller ikke gjorde – fordi de var kristne”. Men i dag, 2000 år senere, ligner vi kristne mere eller mindre alle andre mennesker. Eller gør vi en forskel? Under de to verdenskrige dræbte mange kristne hinanden ved fronten.

Hvordan ser det egentlig ud med dit eget liv; gør du en forskel?

Kærlighedens autoritet

”Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange.”

(Filem 8-9)

 I stedet for at forlange lydighed af Filemon appellerer Paulus til dennes gode hjerte. Sådan foretrak Paulus at handle. Da Paulus i et andet brev bad de kristne i den græske by Korinth om at bidrage med en gave til de kristne i Jerusalem, sagde han: ”Jeg siger det ikke som en befaling, men fordi jeg ved hjælp af andres beslutsomhed vil prøve, om også jeres kærlighed er ægte.” Eftersom Paulus var en stærk leder, havde vi måske forventet, at han ville benytte sig af sin autoritet til at få folk til at gøre, hvad han bad dem om. Men det var ikke hans stil. Paulus foretrak overtalelse.

Tænk engang over, om det ikke også er sådan, Vor Herre handler overfor mig. Han kommer ikke med en brandtale. Han opfordrer mig til at gøre dét, jeg er født til at gøre. Men det er ikke altid, at jeg er klar over, hvad han ønsker. Lad os begynde med at slå fast, at jeg egentlig ikke er i tvivl om, hvad han vil, jeg ikke skal gøre. Og er sandheden ikke, at hvis jeg taler det igennem med Vor Herre, så véd jeg også ganske godt, hvad det er han vil.

Mon jeg ikke skulle tage det op med ham?

Lad troen præge dit liv

”Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige. Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus.”

(Fil 4-6)

 Paulus siger her, at han har hørt om Filemons kristne kærlighed og tro, og det priser han ham for. Derefter udtrykker han håb om, at den tro, de er fælles om, vil hjælpe dem til sammen at gøre noget godt. Dermed sigter han naturligvis til Onesimus´ tilgivelse og frigivelse. Det ville kunne føre meget godt med sig, hvis vi vænnede os til, at vor tro også har relation til vore dagligdags problemer. Problemet er imidlertid, at vor tro ofte betragtes som noget privat, som noget der ikke skal bringes i spil i forhold til vore almindelige anliggender.

Paulus er ikke bange for at lade sin tro have indflydelse på alt, han gør. Hvilken betydning har min tro mon, når det drejer sig om almindelige anliggender i mit liv! Det skal ikke forstås, som om jeg skal bestræbe mig på at gøre alt, som er verdsligt, til noget ”religiøst”. Det drejer sig simpelthen om, at jeg lader min tro få indflydelse på, hvad jeg gør – og på hvad jeg ikke gør. I et af sine andre breve siger Paulus: ”Hvad enten du spiser eller drikker, eller hvad du end gør, så gør det alt sammen i Vor Herre Jesu Kristi navn.”

Hvordan ville det fungere i det virkelige liv? Hvordan ville det for eksempel have fungeret for mig i går? Brug nogen tid på at tænke lidt over det; måske vil du så nå frem til at se, at din tro er i spil, meget oftere end du tror. Og hvad med dagen i dag?

Vi har del i et fælles liv

”Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder.”

(Filem 7) 

Paulus benytter sig af to udtryk, som fortjener, at vi ser nærmere på dem:

• de hellige: sådan omtalte de tidlige kristne hinanden. Dermed gjorde man ikke krav på at være bedre end alle andre mennesker. Man anerkendte simpelthen den gave, som Kristi liv i dem var.
• min broder: Paulus omtaler Filemon som sin broder. Eftersom alle kristne havde del i Kristi liv, var de brødre og søstre, og som sådanne talte de til hinanden.

Det at tilhøre en kristen menighed, et sogn, er ikke det samme som at tilhøre en hvilken som helst anden organisation, idet et medlemskab et sådant sted jo ikke medinddrager hele den menneskelige person. Det at være en del af en menighed, som samles omkring Herrens bord, er noget helt andet. Det lægger beslag på hver og én af os på en helt anderledes og meget mere dybtgående måde. Vi får ikke fat på det væsentlige, hvis vi i forhold til vort sogn opfatter os selv som forbrugere. Det vil ikke være rigtigt at mene, at man blot kan vælge den religiøse ”butik”, der giver én den bedste service; og at man så holder fast i sit medlemskab dér, så længe man får det, man kan lide; og i det øjeblik man ikke længere får det, så går man bare et andet sted hen.

Det forhold, vi har til vort sogn, stikker meget, meget dybere end som så. Kirken er ikke noget uden for os selv, som vi forholder os til som forbrugere. I Kirken er vi Kristi lemmer. Vi har del i et fælles liv, i Kristi liv, og derfor er vi brødre og søstre.

Tænk lidt over det.

De hellige tre konger

”Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris.”

(Es 60,6)

Sidste del af Esajas’ Bog indeholder de ord, som profeten forkyndte, da jøderne vendte tilbage fra eksilet i Babylon. De fandt deres tempel ødelagt og deres by jævnet med jorden. Men profeten forkynder, at eftersom Gud elsker dem højt, venter der dem en vidunderlig fremtid.

På denne fest for Herres åbenbarelse mindes vi 3 mystiske personer, om hvilke vi kun véd, at de kom fra øst for at besøge den hellige familie. Gennem historien er de blevet omtalt i fortællinger og legender. Tidligt blev de anset for at være konger, hvilket kan skyldes påvirkningen fra Salme 72, hvori det hedder: ”Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut. Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham.” Intet tyder på, at de hellige tre konger virkelig var konger; men vi tror, at de kom langt borte fra, fra et fjernt hedensk land, og at de kom for at prise Herren.

I adventstiden venter vi på Herrens komme. Dagens første læsning understreger, at Jesus ikke kun kom til det samfund, som han selv var en del af, men at han kom for alle menneskers skyld. For mænd og kvinder, sorte, hvide, gule og røde, uddannede og udannede, rige og fattige, mennesker af alle trosretninger, mennesker som ikke vil drømme om at sætte deres ben i en kirke, helgener, syndere – alle uden undtagelse. Det vil sige, at vi kan se på hvem som helst og sige: ”Jesus kom for netop dette menneske. Og han ville være kommet, også hvis dette menneske var det eneste menneske i verden. Jesus elsker dette menneske.”

”Dette menneske” er mig.

Gud har hånd i hanke med mit liv

I dagens første læsning fra 4. Mosebog instruerer Herren Moses i, hvorledes præsterne skulle velsigne folket:

”Herren velsigne dig og bevare dig,

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”

Mit liv favnes af Guds forsyn. Gud har umiddelbart hånd i hanke med mit liv og med alt, der foregår omkring mig. Når jeg tænker på Guds forsyn, bør jeg ikke så meget tænke på den magt, Gud har – hvis jeg med magt forstår, at Gud har kontrol over alt, at Gud kan ordne alt med sin mægtige hånd. I stedet bør jeg tænke på en større form for magt: den magt, der ligger i Guds kærlighed, i Guds velsignelse.

En anden måde at sige det på ville være at sige, at Guds kærlighed i sidste ende har magt over alle ting. Guds kærlighed vil sørge for, at alt vil tjene til det gode og ikke til det onde – uanset om jeg vil få det at se i min levetid eller ej. Jeg må være opmærksom på Guds kærlige forsyn og lade Guds kærligheds magt have indflydelse på mit hjerte.

Det kunne betyde, et rigtig godt nytår.

Giv kærligheden videre

”Fra Paulus, Kristi Jesu fange, og vor broder Timotheus. Til vor kære medarbejder Filemon og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.”

(Fil 1-3)

Brevet indledes med den sædvanlige hilsen til modtagerne. Og som det er Pauli sædvane, så fortsætter han derefter med at velsigne dem, men ikke med en velsignelse fra ham selv. Paulus velsigner brevets modtagere med nåde og fred fra ”Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus”. Vi kan alle give vor velsignelse til andre mennesker; selv om det er sjældent, at vi gør det. Guds kærlighed bor i os, og den kan vi give videre til andre mennesker, ja endog til fremmede, også selv om disse ikke bliver sig det bevidst. Akkurat som solens stråler vil en velsignelse altid have en virkning.

Hvad ville der ske, hvis jeg på denne sidste dag i året besluttede mig for at bruge denne gave, jeg har fået? Vanskeligt er det jo ikke. Brug lidt tid til nu at bringe velsignelsen til nogle mennesker i dit liv, også – ja især – til nogle mennesker, som du ikke bryder dig om.

Gud tilgiver

”Jeg skriver til jer, børn: Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld. Jeg skriver til jer, fædre: I kender ham, som har været fra begyndelsen.

Jeg skriver til jer, I unge: I har overvundet den Onde.

Jeg har skrevet til jer, børn: I kender Faderen. Jeg har skrevet til jer, fædre: I kender ham, som har været fra begyndelsen.

Jeg har skrevet til jer, I unge: I er stærke, Guds ord bliver i jer, og I har overvundet den Onde.”

(1 Joh 2,12-14)

Dagens tekst minder os om, at vi erfarer Guds nåde, når vi – i kraft af at vi kender Kristus – modtager syndernes tilgivelse. Formentlig kender ingen af os en familie, i hvilken der ikke er forekommet splid, i nogle familier kan en sådan endog vare i meget lang tid. Ofte begynder det i det små, hvorefter det, ligesom med Grand Canyon, ender med at blive voldsom stort og skiller forældre fra børn, brødre fra søstre, svogre eller svigerinder fra hinanden og fætre eller kusiner fra hinanden. Det er en stor tragedie, men en tragedie der kan rådes bod på.

Vi bringer os selv i fokus, hver gang vi i Fader Vor beder: ”… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Det vil være mærkeligt at sige om én eller anden: ”ham vil jeg aldrig tilgive” …, hvis man øjeblikket efter beder: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Gud er altid parat til at tilgive os. Og netop derfor er det så vanskeligt – men også så tilfredsstillende – at tilgive, for det vil være et samme som at handle, sådan som Gud handler.

Skab sammenhæng mellem ord og handling

”Mine kære, det er ikke et nyt bud jeg skriver til jer, men et gammelt, som I har haft fra begyndelsen; dette gamle bud er ordet, som I har hørt.

Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, det som er sandt i ham og i jer: mørket viger, og det sande lys skinner allerede. Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket.

Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald.”

(1 Joh 2,7-10)

Som tidligere nævnt er Johannes´ første brev en af de sidst skrevne af Evangeliets bøger. Det er det første af de tre Johannesbreve, og det blev skrevet nogle år senere end Johannes´ Evangelium, på et tidspunkt da der var opstået problemer i menigheden. Menighedens medlemmer var blevet uenige om, hvilken vej Ånden ledte dem, og hvorledes Evangeliet skulle fortolkes.

Brevet er skrevet til den samme menighed, som det fjerde Evangelium er skrevet til. Menigheden var på den tid alvorligt splittet. Nogle medlemmer mente, at så længe man troede på Jesus, så var det ligegyldigt, hvorledes man levede sit daglige liv. Men sande disciple stræber efter, at der ikke findes nogen uoverensstemmelse mellem éns tro og éns handlinger.

Findes der for mit vedkommende nogle punkter, hvor der ikke er overensstemmelse mellem det, jeg værdsætter, og den måde, jeg agerer på? Hvorledes kan jeg komme bag om ordene i Johannes´ første brev og gøre dem til mine egne?