”Jesus sagde ti dem: ’Kom og spis!’ Ingen af disciplene turde spørge ham: ’Hvem er du?’ For de vidste, at det var Herren” (Joh 21,12).
Jeg står stadig på nordbredden af Galilæasøen og ser på, at disciplene indånder duften af den morgenmad, som Jesus er i færd med at tilberede til dem. Jeg spiser ikke. Jeg ser bare på, mens jeg lærer mere og mere om mit forhold til Herren.
En af de ting, jeg har lagt mærke til, er, hvordan det lidt efter lidt er gået op for dem, at det er den opstandne Herre, der er hos dem. Til at begynde med, da de så Jesus fra båden, ”vidste de ikke, at det var Jesus”. Og selv om ”de så, at det var Herren”, er de stadig en smule tøvende, næsten som om det er for godt til at være sandt.
En anden ting, jeg har lagt mærke til, er hvor anderledes den opstandne Herre ser ud. Det at opstå fra de døde er ikke som at være blevet rask efter en sygdom, som at have genvundet sit gamle liv. Det er som at blive født til et transformeret liv som menneske.
Jeg spekulerer på, om årsagen, til at disciplene er tilbageholdende med at spørge Jesus, er, at de er bange for, at han vil være skuffet over dem. De forestiller sig, at han måske forventer, at de ikke tvivler.
Hvorfor skulle de gøre det? Alle skulle kunne tale lige ud af posen med Jesus. På den anden side må jeg indrømme, at jeg undertiden undgår at tale helt åbenhjertigt med Jesus.
Jeg afventer en mulighed for at få et par minutter alene med Vor Herre til at tale med ham om dette. Jeg fortæller ham, at jeg til tider er tilbageholdende, med at sige ham nøjagtigt hvad jeg tænker eller føler. Han begynder med at sige, at det var helt rigtigt af mig at fortælle, dét jeg netop har sagt.
Det var en rigtig god begyndelse.
Overvej denne scene nogle minutter
Bibelnyt's Blog 