”Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: ’Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget’” (Joh 21,9-10).
Jeg befinder mig der på kysten og følger med i, hvad der sker rundt omkring mig. Jesus står her på den nordlige bred af Galilæasøen med fisk og brød på et trækulsbål. Jeg kommer til at tænke på to tidligere begivenheder.
Den nordlige bred af Galilæasøent er også det sted, hvor Jesus på mirakuløs vis gav menneskemængden brød og fisk at spise. Trækulsbålet. Den sidste gang, Jesus og Peter var sammen, var ved trækulsbålet i ypperstepræstens gård, da Peter fornægtede ham tre gange.
Men tilbage til det, der foregår nu og her. Jeg véd, at disciplene er sultne efter at have fisket hele natten. Og dér står så Jesus med mad, som han har tilberedt til dem. Man må sige, at han er omsorgsfuld.
Ved den sidste nadver – ifølge Lukas Evangeliet – kom disciplene til at diskutere, hvem af dem der var mest betydningsfuld. Jesus sagde til dem: ”Hvem er den største; den som sidder til bords, eller den som betjener ham? Alligevel er jeg her blandt jer, som den der tjener.” Og det er jo netop dét, han nu gør her. Jeg bliver nødt til hele tiden at minde min selv om, at dette er den Jesus, som døde, som opstod fra de døde, og som opfor til himlen. Og her er han så – som en moder, der tager sig af sine børn.
Jesus rækker vedholdende ud mod mig, udstrækker sin nåderige kærlighed til også at omfatte mig. Han ønsker blot at tage sig af mig, hjælpe mig, helbrede mig, tilgive mig og glæde sig over at være sammen med mig.
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne afvise at være sammen med ham? Jeg véd det ikke; men alligevel er det jo dét, jeg undertiden gør. Jeg følger med i alt det, der sker omkring mig og spørger mig selv: ”Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne gøre det?”
Bibelnyt's Blog 